Universets endeligt
1.0
Flere instruktører har forladt "Supernova" undervejs, og resultatet er da også blevet et science fiction-flop af den slags, der giver genren et rigtigt dårligt ry
"Supernova" foregår på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden, hvor man kan flyve meget meget langt i rumskib, så der kan ikke være tvivl om, at det er en science fiction-film, vi har med at gøre.
Hvad den egentlig handler om, er det sværere at konstatere, men det er noget med at redde nogen fra en mine på en måne, som er skubbet ud af sin bane og forbi de såkaldt yderste forposter. Hvorfor man har sådan nogen forposter, når man uden besvær kan foretage dimensionsspring(!) lige forbi dem og præcis derhen, hvor man gerne vil være, er der ingen forklaring på.
Besætningen redder en enkelt overlevende op i rumskibet, han er dog ikke noget rart bekendtskab og har medbragt et ukendt objekt, der mest af alt ligner en lavalampe med kraftigt lys i. Det viser sig at være en bombe, som kan eksplodere i ni dimensioner(!), og som truer hele universets eksistens. Hvad ni dimensioner betyder, kæmper både besætningen og publikum med at finde ud af, uden at nogen kommer svaret nærmere.
Det er ikke mig, der har lavet filmen
Produktionen af "Supernova" har været en rodet affære, hvor instruktører er kommet og gået. Størstedelen er instrueret af Walter Hill, der har haft en alsidig karriere i den amerikanske filmindustri og havde et stort hit med "48 timer" (1982). Hill har været så utilfreds med det færdige resultat, at han har forlangt at få sit navn fjernet, og erstattet af pseudonymet Thomas Lee. "Supernova" er heller ikke nogen god film og bærer præg af at være lavet hurtigt og billigt.
Der er frygteligt mange nærbilleder af skuespillernes talende ansigter, det er selvfølgelig også hurtigt at optage, og så skal man ikke tænke på, om baggrunden er i orden, men kønt er det ikke. Dialogen er stiv og leveret uden nogen form for indlevelse, hvilket man dårligt kan bebrejde skuespillerne. Det må være svært at føle noget for en diskussion om de darwinistiske følger af en nidimensionel eksplosion.
I rummet kan ingen høre dig grine
Inden denne anmeldelse bliver til en opremsning af elendigheder, skal det bemærkes, at der er et par opløftende øjeblikke. Den døende stjerne, der har givet filmen sin titel, og de dimensionsspring, rumskibet foretager, er flot lavet. De minder om de spring ind i hyperrummet, som Tusindårsfalken foretager i "Star Wars"-filmene, men har her fået en ekstra tur gennem effektmaskinerne, og det er ret imponerende.
Tilbage står dog en film, som er med til at give science fiction-genren et ufortjent dårligt ry. Svaret på, om det er de romantiske scener, der også er blevet plads til, der har lokket glimrende skuespillere som James Spader og Angela Bassett med, blæser rundt blandt fjerne galakser.
Der burde denne film også sendes hen.
"Supernova" foregår på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden, hvor man kan flyve meget meget langt i rumskib, så der kan ikke være tvivl om, at det er en science fiction-film, vi har med at gøre.
Hvad den egentlig handler om, er det sværere at konstatere, men det er noget med at redde nogen fra en mine på en måne, som er skubbet ud af sin bane og forbi de såkaldt yderste forposter. Hvorfor man har sådan nogen forposter, når man uden besvær kan foretage dimensionsspring(!) lige forbi dem og præcis derhen, hvor man gerne vil være, er der ingen forklaring på.
Besætningen redder en enkelt overlevende op i rumskibet, han er dog ikke noget rart bekendtskab og har medbragt et ukendt objekt, der mest af alt ligner en lavalampe med kraftigt lys i. Det viser sig at være en bombe, som kan eksplodere i ni dimensioner(!), og som truer hele universets eksistens. Hvad ni dimensioner betyder, kæmper både besætningen og publikum med at finde ud af, uden at nogen kommer svaret nærmere.
Det er ikke mig, der har lavet filmen
Produktionen af "Supernova" har været en rodet affære, hvor instruktører er kommet og gået. Størstedelen er instrueret af Walter Hill, der har haft en alsidig karriere i den amerikanske filmindustri og havde et stort hit med "48 timer" (1982). Hill har været så utilfreds med det færdige resultat, at han har forlangt at få sit navn fjernet, og erstattet af pseudonymet Thomas Lee. "Supernova" er heller ikke nogen god film og bærer præg af at være lavet hurtigt og billigt.
Der er frygteligt mange nærbilleder af skuespillernes talende ansigter, det er selvfølgelig også hurtigt at optage, og så skal man ikke tænke på, om baggrunden er i orden, men kønt er det ikke. Dialogen er stiv og leveret uden nogen form for indlevelse, hvilket man dårligt kan bebrejde skuespillerne. Det må være svært at føle noget for en diskussion om de darwinistiske følger af en nidimensionel eksplosion.
I rummet kan ingen høre dig grine
Inden denne anmeldelse bliver til en opremsning af elendigheder, skal det bemærkes, at der er et par opløftende øjeblikke. Den døende stjerne, der har givet filmen sin titel, og de dimensionsspring, rumskibet foretager, er flot lavet. De minder om de spring ind i hyperrummet, som Tusindårsfalken foretager i "Star Wars"-filmene, men har her fået en ekstra tur gennem effektmaskinerne, og det er ret imponerende.
Tilbage står dog en film, som er med til at give science fiction-genren et ufortjent dårligt ry. Svaret på, om det er de romantiske scener, der også er blevet plads til, der har lokket glimrende skuespillere som James Spader og Angela Bassett med, blæser rundt blandt fjerne galakser.
Der burde denne film også sendes hen.
19/11-2018
