Te-tanter drager i krig
3.0
Med "Te med Mussolini" har Franco Zeffirelli endelig lavet en film, der ikke er baseret på en bog. I hvert fald kun sin egen erindringsbog. Det er blevet til en dejlig, nærmest eventyragtig beskrivelse af mod, der kommer i de mærkeligste størrelser, og med en rollebesætning, der byder på lidt af hvert
Franco Zeffirelli har lavet en poetisk film med stærke selvbiografiske træk. Det er nye takter fra en instruktør, der er bedst kendt for sine Shakespeare-filmatiseringer "Hamlet" ('90) med Mel Gibson og "Trold kan tæmmes" ('67) med Richard Burton og Elizabeth Taylor.
De gode, gamle dage
I "Te med Mussolini" fortælles historien om Luca (Baird Wallace/ Charlie Lucas), som ingen vil kendes ved. Det bliver for meget for den engelske Mary Wallace (Joan Plowright), og hun tager ham til sig. For at få hjælp går hun til de andre engelske damer, der også har slået sig ned i det skønne Firenze. Der er boheme-kunstneren Arabella (Judi Dench), korrekte Lady Hestor Random (Maggie Smith) og den lesbiske arkæolog Georgina (Lily Tomlin). Også den stinkende rige, amerikanske jødinde Elsa (Cher), sætter sit præg på Lucas barndom, der er fyldt med kunst og Shakespeare. Disse damer går under fællesbetegnelsen Il Scorpioni, og de lever et nærmest tidsløst liv i det smukke Firenze bygget på gode engelske traditioner og uden skelen til fascismens fremmarch i Italien. Lady Random drikker oven i købet en civiliseret kop the med il Duce og får hans personlige forsikring om, at de er fuldstændigt sikre i Italien. Desværre kommer krigen alligevel, og damerne bliver interneret. Luca beslutter sig for at gøre alt for at lette deres tid i fangenskab.
Det kan gøres på den engelske måde eller den forkerte måde. Det er lykkedes for Franco Zeffirelli at give et dejligt portræt af en gruppe meget forskellige kvinder, der bliver nødt til at finde sammen på grund af krigen. De lever nærmest i en osteklokke af traditioner og mener, at i stedet for at arrestere dem, burde italienerne give dem en medalje for at have slået sig ned i netop deres land! Det er denne beskrivelse af troen på britisk civiliseret overlegenhed, der er filmens største styrke, og den giver anledning til de fleste træk på smilebåndet. Med stjerner som Maggie Smith, Judi Dench, Joan Plowright, Lily Tomlin og Cher har Zeffirelli også meget at gøre med. Specielt Maggie Smith er perfekt som den stive Lady Hester, der mener at vide præcis, hvordan verden er skruet sammen. Også Cher overrasker, nok mest fordi man har en tendens til at glemme, at hun faktisk kan andet end at synge og få plastikoperationer. Her spiller hun den tidligere Ziegfield-danserinde, som naturligvis kan få gnisterne til at sprænge, når hun ikke opfører sig som de fine engelske damer.
Dengang jeg var barn
"Te med Mussolini" bygger løst på de første tre kapitler af Franco Zeffirelli selvbiografi, og det er tydeligt, at der har skullet være plads til mange små historier i filmen. Dette gør, at fokus for historien hele tiden skifter, og nogle tråde af fortællingen springes over eller ikke helt afsluttes. Filmmæssigt kan det være lidt forvirrende, men skulle vi hver især genfortælle vores liv, ville der jo også være uafsluttede historier. "Te med Mussolini" overkommer denne fortællemæssige brist med en charme og sødme, så man nærmest glemmer, at historien foregår under Anden Verdenskrig. Derfor tilgiver man også Zeffirelli at have puttet vaseline på linsen, når han skal beskrive sin barndom og ungdom. Men den lidt langsomme stil opvejes ikke helt af de pudsige damers sjove dialog, og derfor bliver det kun til tre øjne til "Te med Mussolini".
Franco Zeffirelli har lavet en poetisk film med stærke selvbiografiske træk. Det er nye takter fra en instruktør, der er bedst kendt for sine Shakespeare-filmatiseringer "Hamlet" ('90) med Mel Gibson og "Trold kan tæmmes" ('67) med Richard Burton og Elizabeth Taylor.
De gode, gamle dage
I "Te med Mussolini" fortælles historien om Luca (Baird Wallace/ Charlie Lucas), som ingen vil kendes ved. Det bliver for meget for den engelske Mary Wallace (Joan Plowright), og hun tager ham til sig. For at få hjælp går hun til de andre engelske damer, der også har slået sig ned i det skønne Firenze. Der er boheme-kunstneren Arabella (Judi Dench), korrekte Lady Hestor Random (Maggie Smith) og den lesbiske arkæolog Georgina (Lily Tomlin). Også den stinkende rige, amerikanske jødinde Elsa (Cher), sætter sit præg på Lucas barndom, der er fyldt med kunst og Shakespeare. Disse damer går under fællesbetegnelsen Il Scorpioni, og de lever et nærmest tidsløst liv i det smukke Firenze bygget på gode engelske traditioner og uden skelen til fascismens fremmarch i Italien. Lady Random drikker oven i købet en civiliseret kop the med il Duce og får hans personlige forsikring om, at de er fuldstændigt sikre i Italien. Desværre kommer krigen alligevel, og damerne bliver interneret. Luca beslutter sig for at gøre alt for at lette deres tid i fangenskab.
Det kan gøres på den engelske måde eller den forkerte måde. Det er lykkedes for Franco Zeffirelli at give et dejligt portræt af en gruppe meget forskellige kvinder, der bliver nødt til at finde sammen på grund af krigen. De lever nærmest i en osteklokke af traditioner og mener, at i stedet for at arrestere dem, burde italienerne give dem en medalje for at have slået sig ned i netop deres land! Det er denne beskrivelse af troen på britisk civiliseret overlegenhed, der er filmens største styrke, og den giver anledning til de fleste træk på smilebåndet. Med stjerner som Maggie Smith, Judi Dench, Joan Plowright, Lily Tomlin og Cher har Zeffirelli også meget at gøre med. Specielt Maggie Smith er perfekt som den stive Lady Hester, der mener at vide præcis, hvordan verden er skruet sammen. Også Cher overrasker, nok mest fordi man har en tendens til at glemme, at hun faktisk kan andet end at synge og få plastikoperationer. Her spiller hun den tidligere Ziegfield-danserinde, som naturligvis kan få gnisterne til at sprænge, når hun ikke opfører sig som de fine engelske damer.
Dengang jeg var barn
"Te med Mussolini" bygger løst på de første tre kapitler af Franco Zeffirelli selvbiografi, og det er tydeligt, at der har skullet være plads til mange små historier i filmen. Dette gør, at fokus for historien hele tiden skifter, og nogle tråde af fortællingen springes over eller ikke helt afsluttes. Filmmæssigt kan det være lidt forvirrende, men skulle vi hver især genfortælle vores liv, ville der jo også være uafsluttede historier. "Te med Mussolini" overkommer denne fortællemæssige brist med en charme og sødme, så man nærmest glemmer, at historien foregår under Anden Verdenskrig. Derfor tilgiver man også Zeffirelli at have puttet vaseline på linsen, når han skal beskrive sin barndom og ungdom. Men den lidt langsomme stil opvejes ikke helt af de pudsige damers sjove dialog, og derfor bliver det kun til tre øjne til "Te med Mussolini".
19/11-2018
