Føj for en lærer

3.0
Manuskriptforfatteren Kevin Williamson debuterer som instruktør med en let og luftig sag for ungdomspublikummet

Det er nogle ærkeamerikanske fænomener, "Teaching Mrs. Tingle" udstiller: Afhængigheden af forældres økonomiske situation (hvis lysten til en universitetsuddannelse skulle melde sig), frygten for ikke at slippe væk fra barndommens landsbyflække og kampen for at få skoleårgangens højeste karakterer og dermed sikre sig altafgørende stipendier. Det burde være fremmed stof for Danmarks priviligerede ungdom, men selvfølgelig kender vi det hele fra den uendelige strøm af amerikanske kulturprodukter og ungdomsfilm i særdeleshed. Der er altså ingen problemer med at sætte sig ind i fænomenernes menneskelige omkostninger.

Skriv en film
Williamson er et 34-årigt Hollywood hot-shot, der blev kendt for sit manuskript til kæmpesuccesen "Scream" (´96). Senere skrev han også den lige så skrigende populære to'er, derefter aflæggeren "I Know What You Did Last Summer" ('97), og så har han været med til at skabe den populære tv-serie "Dawson's Creek". I sin instruktørdebut har Williamson valgt at blande materie fra både tv-seriens og filmenes universer. De selvbevidste, modne unge fra "Dawson's Creek", som alvorsfulde tumler med kærligheden, identitetsforvirring og livets eksistentielle spørgsmål, omsluttes af gyserfilmenes gotiske stemning og ironiske distance. Som en selvbevidst reference til sine filmrødder, har ikonet fra 80'ernes high-school film, Molly Ringwald (bl. a. "Breakfast Club" ('85) og "Pretty in Pink" ('86)) også fået en lille birolle. Den sidste brik til filmmosaikken leveres af Williamsons egne traumatiske oplevelser med en skrap og hadefuld lærerinde.

Morakker på glatis
Katie Holmes spiller Leigh Ann, der har mange ligheder med "Dawson's Creek"s Joey, som Holmes også lægger krop til. Leigh Ann er en dygtig, flittig og ansvarsbevidst ung pige, hvis eneste chance for at læse videre er at få tildelt det stipendium, som årgangens højeste karaktergennemsnit automatisk udløser. Hendes store skræk er at ende som sin ufaglærte og livstrætte servitrice af en mor. En topkarakter i historie vil sikre stipendiet, men den frygtede historielærer Mrs. Tingle (Helen Mirren) har sat sig for at forpurre dette for enhver pris. Klassens rod Luke (Barry Watson), som hemmeligt er forelsket i Leigh Ann, stjæler Mrs. Tingles eksamensspørgsmål for at hjælpe sit hjertes udkårne. Mrs. Tingle opdager bedraget og vil ikke kun have Luke, men også Leigh Ann og veninden Jo Lynn (Marisa Coughlan) smidt ud af skolen. Trekløveret vil tale lærerinden til fornuft, men alt går galt, og snart holder de Mrs. Tingle som gidsel i hendes egen seng. Nu kan spillet om fremtiden for alvor begynde.

Mrs. Tingle er, i hænderne på den engelske skuespillerinde Helen Mirren, et studie i kølig afmålthed og bidende sarkasme - en bitch from hell. Som et rovdyr kan hun lugte angstens koldsved og går direkte efter struben hver gang. Mrs. Tingle er derfor en farlig modstander selv i fastbundet tilstand, og hun forstår at spille de tre usikre teenagere ud mod hinanden. Det kommer der mange usandsynlige og groteske optrin ud af. Kevin Williamson byder på en uforpligtende omgang sjov og ballade, men insisterer dog også stille på at retfærdiggøre sine unge heltes gerninger. Det er med stor sikkerhed og underholdningsværdi, at han blander de mange farverige indslag fra den store genrepalet, men det er nu ikke studenterhuen, der trykker filmens helhedsindtryk.
Teaching Mrs. Tingle