Når tilfældighederne spiller ind

4.0
Harrison Ford er heldigvis tilbage i rollen som lovens vogter, men det er en lidt speciel form for "kriminalitet", han efterforsker denne gang

Politimanden Dutch Van Den Broeck (Harrison Ford) mister sin kone Peyton ved et flystyrt. Oven i chokket og sorgen finder han desværre også ud af, at hun løj om, hvorfor hun skulle flyve til Miami. Besat af sandheden går han i gang med den helt store søgen efter de rigtige svar, og de første spor fører til enken Kay Chandler (Kristin Scott Thomas). Hendes mand, Cullen, døde ved samme ulykke, og det viser sig, at Peyton sad ved siden af Mr. Chandler og var indskrevet på passagerlisten som dennes kone. Dutch har brug for Kays hjælp, men hun har en politisk karriere og en datter at beskytte og vil helst ikke se i øjnene, at hun måske ikke kendte sin mand så godt, som hun troede.

At overkomme vanskelige perioder
Det er hvad "Tilfældige Hjerter" handler om; at se realiteterne i øjnene, om den svære proces at overvinde sorgen og komme ud på den anden side. Styrket eller svækket og måske som et andet menneske, fordi alt, man engang troede på, viste sig at være en løgn. Men den handler også om den smukke romance, der opstår...spørgsmålet er bare, om grundlaget er solidt nok til at bære de to igennem.

Good old Harrison
Det var ikke rart at se Harrison som fordrukken pilot i den pinagtige "Seks dage og syv nætter" ('98). Det er dog helt glemt nu, hvor han er tilbage i sit rette element, så jordnær, trofast og dejlig, som det går an at være. Harrison er meget troværdig, som den sårede Dutch, der er besat af at finde ud af, hvorfor hans kone var ham utro, når han elskede hende så højt.

Pollack kan føje endnu en vinder til rækken
Den erfarne instruktør Sydney Pollack, der er kendt for bl.a. "Vore bedste år" ('73), "Tootsie" ('82) og "Firmaets mand" ('93) sørger for, at der bliver skabt sympati for både Dutch og Kay, og det virker. I de indledende minutter følger vi de to familiers tilsyneladende lykkelige start på dagen, og forbindelsen bliver klar, da Peyton og Cullen mødes i lufthavnen. Dutch og Kay tager ufortrødent på arbejde og først flere timer efter, at flyet er styrtet ned, finder Dutch og Kay ud af, hvad vi længe har vidst. Først at de har mistet deres ægtefæller og senere, at de var utro. Dette såkaldte vidensfald - at vi ved mere end hovedpersonerne, skaber en stor sympatifølelse for Dutch og Kay.

Derfor får "Tilfældige Hjerter" fire øjne. Fordi den er troværdig, og fordi den ikke kan sættes i bås. Det er hverken en thriller, krimi, action eller kærlighedsfilm, men den fænger med dens gode historie. Plot og dialog alene udgør en stærk film, der er så utrolig let at leve sig ind i, og Harrison Ford er hele det sidste øje værd. "Tilfældige Hjerter" skildrer så umådelig godt de efterladtes svære tid, og deres trang til at få svar på spørgsmålet hvorfor?
Tilfældige hjerter