Klaverbokserens liv
4.0
"Shine" har potentiale til at spille på alle tangenter, men forbliver en seværdig 'feel good' film lidt over gennemsnittet.
"Shine" er baseret på pianisten David Helfgotts liv. Han vokser op i Australien under fattige kår i en familie totalt domineret af den polsk fødte far, Peter Helfgott. David er en talentfuld pianist, og han presses frem af faderen, der som barn aldrig selv fik lov til at spille musik. Men faderen er også mærket af andre sorger. Hans forældre døde i koncentrationslejre under 2. Verdenskrig, og han har således ikke oplevet et normalt familieliv. Derfor holder han med hård hånd sammen på familien, der er pigtråd på hegnet og hverken David eller hans søstre får lov til at gå uden for en dør, uden at faderen er med.
David bryder efter flere forsøg fri af faderens stadig mere tyranniske lænker og tager til musikkonservatoriet i London. Her vil han lære at spille komponisten Rachmaninows 3. koncert - det sværeste musikstykke, der findes. Under musikprofessoren Cecil Parkers kyndige og bestemte vejledning kæmper han dag ud og dag ind med klaveret. Ved afslutningskoncerten i Royal Albert Hall leverer han sit livs optræden og får så et alvorligt sammenbrud. Mange års psykiske lidelser og familiemæssig undertrykkelse vælter ned over ham.
Mange år senere dukker han op uden for en restaurant i den australske by Perth. Han rabler og rabler, men restaturatøren Sylvia tager ham indenfor. Med hendes, veninden og astrologen Gillians hjælp, begynder David langsomt at finde sig selv.
Effektfuld
Faderens dominans forfølger altså David gennem det meste af hans liv. Det interessante er imidlertid den måde han i første omgang prøver at kæmpe sig ud af sin psykiske krise ved at spille Rachmaninows 3. koncert - faderens yndlingsstykke, og hvordan han i denne kamp med stykket - og sig selv, tappes for alle kræfter, fordi alle de ting faderen stod for overføres til musikstykket.
Visuelt underbygges denne kamp i nogle effektfulde sekvenser, der kulminerer i slutningen af filmens første halvdel med Davids afsluttende koncert i Royal Albert Hall. Her suspenderes enhver form for realisme og vi kastes i stedet ind og ud af Davids hoved. Snart hører vi den pragtfulde musik snart hører vi kun tangenternes klapren. Det er overbevisende og anderledes.
I filmens 2. halvdel nedtones der imidlertid for både de store tematiske og visuelle anslag. Her bliver "Shine" i højere grad en 'feel good' film: David, der nu er voksen, skal løse sine traumer og finde sig selv, musikken og kærligheden. Én ting er dog særligt værd at bemærke ved den voksne David. Hele sit liv har han været omgivet af mænd med store visioner - visioner som de gennem filmen har pakket ind i en række slagord og 'store sætninger', der siges igen og igen og efterhånden bliver mere og mere betydningsløse. Alle disse mange slagord vælter nu rundt i Davids hjerne, og han kombinerer og associerer til dem på de mærkeligste måder. På den måde danner filmen bro mellem Davids barn- og ungdom og hans voksne sindstilstand.
Skuespillet
Der er mange gode skuespilpræstationer i "Shine". Geoffrey Rush spiller den krævende rolle som den voksne David Helfgott med en god blanding af barnlig charme, manisk rablen og pludselig alvor. Særlig gode er dog Sir John Gielgud som Cecil Parker og Armin Mueller-Stahl som Davids far. Gielgud giver den eksentriske Parker et lille touch af bøsset elegance, der næsten ikke er til at stå for. Omvendt er Mueller-Stahl - som vi husker som taxichaufføren Helmuth i Jim Jarmuschs "Night On Earth" (1991) - anderledes tragisk og ubehagelig i sin fortolkning af Peter Helfgott. Han formår at lægge overtoner i sine replikker, så selv de kærligste bemærkninger får et psykotisk snert af dominans.
De kvindelige skuespillere, bl.a. Sonia Todd som restauratøren Sylvia og Lynn Redgrave som Gillian, er knap så overbevisende. Deres fortolkninger er mere flade - ja grænsende til det kedelige. Det er som om, at de kvindelige skikkelser i David Helfgotts liv mangler den samme saft og kraft som de mandlige.
Uudnyttet potentiale
"Shine" er en solid film over gennemsnittet - ingen tvivl om det. Problemet er bare, at instruktøren Scott Hicks har en tendens til at banke sin tematik fast med syvtommersøm. I sin iver for at forklare baggrunden for Davids sammenbrud og sindstilstand overlades intet til fantasien. Alt skal vises og forklares igen og igen, indtil man som tilskuer når et mætningspunkt og siger: "Nu har vi forstået det, kan vi så komme videre". Det er som om, at instruktøren er bange for, at vi ikke skal forstå og føle og derfor insisterer på at føle for os. Derfor er der næsten intet tilbage til tilskueren, og indlevelsen bliver kun halvhjertet.
Det er synd. For der er så mange fine enkeltdele i "Shine". Både i historien, de enkelte personer og i det musikalske og visuelle udtryk. Men det forbliver enkelte dele. Der mangler den filmiske magi og 'fintfølenhed', som får det hele til at hænge sammen og tænde de helt store følelsesmæssige alarmklokker.
Som en lille 'nota bene trivia oplysning' kan nævnes, at megen af musikken i "Shine" er optagelser af den rigtige David Helfgotts koncerter.
"Shine" er baseret på pianisten David Helfgotts liv. Han vokser op i Australien under fattige kår i en familie totalt domineret af den polsk fødte far, Peter Helfgott. David er en talentfuld pianist, og han presses frem af faderen, der som barn aldrig selv fik lov til at spille musik. Men faderen er også mærket af andre sorger. Hans forældre døde i koncentrationslejre under 2. Verdenskrig, og han har således ikke oplevet et normalt familieliv. Derfor holder han med hård hånd sammen på familien, der er pigtråd på hegnet og hverken David eller hans søstre får lov til at gå uden for en dør, uden at faderen er med.
David bryder efter flere forsøg fri af faderens stadig mere tyranniske lænker og tager til musikkonservatoriet i London. Her vil han lære at spille komponisten Rachmaninows 3. koncert - det sværeste musikstykke, der findes. Under musikprofessoren Cecil Parkers kyndige og bestemte vejledning kæmper han dag ud og dag ind med klaveret. Ved afslutningskoncerten i Royal Albert Hall leverer han sit livs optræden og får så et alvorligt sammenbrud. Mange års psykiske lidelser og familiemæssig undertrykkelse vælter ned over ham.
Mange år senere dukker han op uden for en restaurant i den australske by Perth. Han rabler og rabler, men restaturatøren Sylvia tager ham indenfor. Med hendes, veninden og astrologen Gillians hjælp, begynder David langsomt at finde sig selv.
Effektfuld
Faderens dominans forfølger altså David gennem det meste af hans liv. Det interessante er imidlertid den måde han i første omgang prøver at kæmpe sig ud af sin psykiske krise ved at spille Rachmaninows 3. koncert - faderens yndlingsstykke, og hvordan han i denne kamp med stykket - og sig selv, tappes for alle kræfter, fordi alle de ting faderen stod for overføres til musikstykket.
Visuelt underbygges denne kamp i nogle effektfulde sekvenser, der kulminerer i slutningen af filmens første halvdel med Davids afsluttende koncert i Royal Albert Hall. Her suspenderes enhver form for realisme og vi kastes i stedet ind og ud af Davids hoved. Snart hører vi den pragtfulde musik snart hører vi kun tangenternes klapren. Det er overbevisende og anderledes.
I filmens 2. halvdel nedtones der imidlertid for både de store tematiske og visuelle anslag. Her bliver "Shine" i højere grad en 'feel good' film: David, der nu er voksen, skal løse sine traumer og finde sig selv, musikken og kærligheden. Én ting er dog særligt værd at bemærke ved den voksne David. Hele sit liv har han været omgivet af mænd med store visioner - visioner som de gennem filmen har pakket ind i en række slagord og 'store sætninger', der siges igen og igen og efterhånden bliver mere og mere betydningsløse. Alle disse mange slagord vælter nu rundt i Davids hjerne, og han kombinerer og associerer til dem på de mærkeligste måder. På den måde danner filmen bro mellem Davids barn- og ungdom og hans voksne sindstilstand.
Skuespillet
Der er mange gode skuespilpræstationer i "Shine". Geoffrey Rush spiller den krævende rolle som den voksne David Helfgott med en god blanding af barnlig charme, manisk rablen og pludselig alvor. Særlig gode er dog Sir John Gielgud som Cecil Parker og Armin Mueller-Stahl som Davids far. Gielgud giver den eksentriske Parker et lille touch af bøsset elegance, der næsten ikke er til at stå for. Omvendt er Mueller-Stahl - som vi husker som taxichaufføren Helmuth i Jim Jarmuschs "Night On Earth" (1991) - anderledes tragisk og ubehagelig i sin fortolkning af Peter Helfgott. Han formår at lægge overtoner i sine replikker, så selv de kærligste bemærkninger får et psykotisk snert af dominans.
De kvindelige skuespillere, bl.a. Sonia Todd som restauratøren Sylvia og Lynn Redgrave som Gillian, er knap så overbevisende. Deres fortolkninger er mere flade - ja grænsende til det kedelige. Det er som om, at de kvindelige skikkelser i David Helfgotts liv mangler den samme saft og kraft som de mandlige.
Uudnyttet potentiale
"Shine" er en solid film over gennemsnittet - ingen tvivl om det. Problemet er bare, at instruktøren Scott Hicks har en tendens til at banke sin tematik fast med syvtommersøm. I sin iver for at forklare baggrunden for Davids sammenbrud og sindstilstand overlades intet til fantasien. Alt skal vises og forklares igen og igen, indtil man som tilskuer når et mætningspunkt og siger: "Nu har vi forstået det, kan vi så komme videre". Det er som om, at instruktøren er bange for, at vi ikke skal forstå og føle og derfor insisterer på at føle for os. Derfor er der næsten intet tilbage til tilskueren, og indlevelsen bliver kun halvhjertet.
Det er synd. For der er så mange fine enkeltdele i "Shine". Både i historien, de enkelte personer og i det musikalske og visuelle udtryk. Men det forbliver enkelte dele. Der mangler den filmiske magi og 'fintfølenhed', som får det hele til at hænge sammen og tænde de helt store følelsesmæssige alarmklokker.
Som en lille 'nota bene trivia oplysning' kan nævnes, at megen af musikken i "Shine" er optagelser af den rigtige David Helfgotts koncerter.
19/11-2018
