I den bedste mening
2.0
"Æblet" er en film med masser af god vilje. Både som en kommentar til en aktuel kønspolitisk debat og som en interessant blanding af fiktion og fakta. Men målet helliger sjældent midlet, og de gode intentioner gør heller ikke "Æblet" til en god film
Dagligt får vi tudet ørene fulde af beretninger om det stærkt patriarkalske og kvindeundertrykkende familiemønster i de muslimske lande og blandt herboende muslimer. Det er meget muligt, at alle disse rygter har hold i virkeligheden, og hvis der er, er det da fint at diskutere det i både politik og kunst, for så må det jo laves om. Det er da også helt fint at lave film om det, og det kan da også være ganske givtigt at gå i biografen for at se sådan en. Nogle gange kan man endda tage sig selv i at gå rundt og savne kunst, som behandler samfundsmæssige spørgsmål; det var populært i 70'erne, men ses ikke så meget mere. Når der så kommer en film, som handler om det hårde patriarkalske familiemønster i Iran, og som er lavet af en ganske ung, iransk kvinde, så bør man da sætte sig ned for at se, hvad det er for noget og få lidt ny insider-viden, som kan føre debatten videre.
Det er da også meget muligt, at "Æblet" kan få flyttet nogle hegnspæle i kønsrollediskussionen i de muslimske lande og måske endda i Danmark, men de gode intentioner gør altså ikke filmen til noget stort. Snarere tværtimod.
Halvdokumentarisk god vilje
"Æblet" er en halvdokumentarisk lille sag om en gammel mand, som har holdt sine to døtre indespærret i hele deres liv, dvs. 11 år. Da de sociale myndigheder hører om det, griber de selvfølgelig ind og finder ud af, at pigerne er "svage i ånden" i udtrykkets egentlige betydning. De har aldrig mødt andre mennesker end deres forældre og kan fx ikke tale eller fungere i normale sociale sammenhænge. Pigerne bliver "sat på fri fod" og får lov til at møde og lege med jævnaldrende børn og dermed en mulighed for at udvikle sig normalt.
Denne ret beset forfærdelige historie har faktisk fundet sted i virkeligheden, hvor en mand under dække af at ville beskytte sine døtre, holdt dem indespærret, og den kun 18-årige instruktør Samira Makhmalbar har så filmet det hele igen. Hun har fået den rigtige gamle far og hans to åndssvage døtre til at spille sig selv og krydret det hele med nogle professionelle skuespillere. Det lyder alt sammen meget interessant - både rent filmmæssigt og politisk; filmmæssigt, fordi det er sjældent at se den blanding af fiktion og dokumentar og så endda fra en purung muslimsk kvinde, og politisk, fordi den stiller nogle gode spørgsmål. Hvorfor greb naboerne ikke ind tidligere? Og hvad får mennesker til at gøre onde ting ved dem, de elsker højest? "Æblet" er virkelig lavet i den bedste mening, både filmisk og politisk.
Man sidder bare med en fornemmelse af, at man som åbenhjertigt menneske og filmelsker skal kunne lide "Æblet", når man ser den. Men lige meget, hvor meget man prøver, så lykkes det bare ikke. Filmen er banal, umoden og i bedste fald naiv både som kønspolitisk kommentar og som filmkunst. Den mangler nuancer i behandlingen af det svære spørgsmål og er meget ujævn i det filmiske. De scener, som tydeligvis er lavet for at være poetiske, er bare langtrukne, og de voksne spiller sig selv på den dilettantiske facon, som man må forvente, når der er tale om amatører. Til gengæld er de situationer, hvor børnene leger sammen oprigtigt livsbekræftende, men det er altså ikke nok til at bringe "Æblet" op på et acceptabelt niveau, selv om den prøver ihærdigt.
Dagligt får vi tudet ørene fulde af beretninger om det stærkt patriarkalske og kvindeundertrykkende familiemønster i de muslimske lande og blandt herboende muslimer. Det er meget muligt, at alle disse rygter har hold i virkeligheden, og hvis der er, er det da fint at diskutere det i både politik og kunst, for så må det jo laves om. Det er da også helt fint at lave film om det, og det kan da også være ganske givtigt at gå i biografen for at se sådan en. Nogle gange kan man endda tage sig selv i at gå rundt og savne kunst, som behandler samfundsmæssige spørgsmål; det var populært i 70'erne, men ses ikke så meget mere. Når der så kommer en film, som handler om det hårde patriarkalske familiemønster i Iran, og som er lavet af en ganske ung, iransk kvinde, så bør man da sætte sig ned for at se, hvad det er for noget og få lidt ny insider-viden, som kan føre debatten videre.
Det er da også meget muligt, at "Æblet" kan få flyttet nogle hegnspæle i kønsrollediskussionen i de muslimske lande og måske endda i Danmark, men de gode intentioner gør altså ikke filmen til noget stort. Snarere tværtimod.
Halvdokumentarisk god vilje
"Æblet" er en halvdokumentarisk lille sag om en gammel mand, som har holdt sine to døtre indespærret i hele deres liv, dvs. 11 år. Da de sociale myndigheder hører om det, griber de selvfølgelig ind og finder ud af, at pigerne er "svage i ånden" i udtrykkets egentlige betydning. De har aldrig mødt andre mennesker end deres forældre og kan fx ikke tale eller fungere i normale sociale sammenhænge. Pigerne bliver "sat på fri fod" og får lov til at møde og lege med jævnaldrende børn og dermed en mulighed for at udvikle sig normalt.
Denne ret beset forfærdelige historie har faktisk fundet sted i virkeligheden, hvor en mand under dække af at ville beskytte sine døtre, holdt dem indespærret, og den kun 18-årige instruktør Samira Makhmalbar har så filmet det hele igen. Hun har fået den rigtige gamle far og hans to åndssvage døtre til at spille sig selv og krydret det hele med nogle professionelle skuespillere. Det lyder alt sammen meget interessant - både rent filmmæssigt og politisk; filmmæssigt, fordi det er sjældent at se den blanding af fiktion og dokumentar og så endda fra en purung muslimsk kvinde, og politisk, fordi den stiller nogle gode spørgsmål. Hvorfor greb naboerne ikke ind tidligere? Og hvad får mennesker til at gøre onde ting ved dem, de elsker højest? "Æblet" er virkelig lavet i den bedste mening, både filmisk og politisk.
Man sidder bare med en fornemmelse af, at man som åbenhjertigt menneske og filmelsker skal kunne lide "Æblet", når man ser den. Men lige meget, hvor meget man prøver, så lykkes det bare ikke. Filmen er banal, umoden og i bedste fald naiv både som kønspolitisk kommentar og som filmkunst. Den mangler nuancer i behandlingen af det svære spørgsmål og er meget ujævn i det filmiske. De scener, som tydeligvis er lavet for at være poetiske, er bare langtrukne, og de voksne spiller sig selv på den dilettantiske facon, som man må forvente, når der er tale om amatører. Til gengæld er de situationer, hvor børnene leger sammen oprigtigt livsbekræftende, men det er altså ikke nok til at bringe "Æblet" op på et acceptabelt niveau, selv om den prøver ihærdigt.
19/11-2018