Når sandheden skal frem
5.0
Guldpalmevinderen Mike Leigh har skabt et troværdigt og varmt nutidsdrama i særklasse
Det er med alle de national-patriotiske parader oppe, at man sætter sig i biografsædet, for at se Mike Leigh's guldpalme-vinder "Secrets and Lies". Er den virkelig bedre end vores forsmåede national-klenodie "Breaking the Waves"? Kan engelsk "Kitchen-sink-realism" slå storladen gudfrygtig filmkunst?
Når lyset tændes synes spørgsmålene ubesvarlige og irrelevante. Paraderne er sænket, og man må bøje sig for Mike Leighs rørende og afsindigt rammende nutids-fortælling om livslange fortielser og fortrængninger, der pludselig tvinges op til overfladen.
Historien er enkel. Hortense, en ung middelklasse optiker, beslutter sig for at opspore sin biologiske mor efter adoptivforældrenes død. Hun finder frem til den halv-fordrukne og desillusionerede fabriksarbejder Cynthia, der modvilligt indvilger i at møde datteren. Til Cynthias store overraskelse er Hortense sort. Det bliver et stærkt møde, hvor specielt Brenda Blethyn's nuancerede og gribende portræt af Cynthia får de små hår til at rejse sig.
En anden helt igennem forbløffende troværdig skuespilspræstation leveres af Timothy Spall. Nogen kan måske huske ham som den mærkværdige restaurationsejer i selvsamme Mike Leigh's "Life is Sweet". Spall spiller Cynthias reelle bror Maurice - en succesfuld portræt og bryllupsfotograf. I hans atelier udspiller der sig adskillige afslørende og giftige dramaer, når folk lader sig forevige. Disse tableauer er rendyrket engelsk underspillet komik på et meget højt plan.
Dramaet rækker langt ud over atelier'ets fire vægge. Uden det helt store held forsøger Maurice at holde sammen på sin egen intrige-spækkede familie. Hustruen Monica har med indædt energi kastet sig over boligindretning i småborgelighedens navn. Hun dupper vægge og sætter småblomstrede tapetborte op til den helt store guldmedalje.
Nedenunder den nyduppede facade gemmer der sig ikke overraskende en hob af frustrationer. Situationen forværres yderligere af hendes og Cynthias yderst anspændte forhold. Alle trådene samles henimod filmens slutning, hvor samtlige hemmeligheder og løgne afsløres og skaber sublimt kaos.
Hvis man har overskud til at abstrahere fra de danske undertekster, åbenbarer "Secrets and Lies" et univers med sproglige vitaminer, svarende til adskillige glas Fontex. Et cockney-engelsk med de særeste muterede sprogblomster.
Cynthia er mesteren udi denne kunst, som da hun siger til sin tvære og sammenbidte datter Roxanne: "Don't sit there and look like a slapped arse"!
Mike Leigh har med andre ord båret den engelske film-realisme ind i en nytidsalder. En realisme der har beholdt sin autencitet, men ikke længere er lig med fugtige kiks, koks, rækkehuse og arbejdsløse minarbejdere.
Han viste vejen med "Life is Sweet", der dog til tider hyldede folkekomediens unuancerede komik. Den er man helt fri for i "Secrets and Lies".
Det er ikke de store "Cirkus-revy" latterbrøl den fremkalder, men et konstant skævt smil. Med "Naked" fandt han frem til en dybde og ægthed i karaktererne som også er "Hemmeligheder og Løgne's" store force.
Mike Leigh kan det hele. "Hemmeligheder og løgne" er rørende uden at være sentimental. Præcis og spydig uden på noget tidspunkt at udlevere eller karrikere sine ofre. De store ord skal frem - "Hemmeligheder og løgne" er en fremragende film.
Det er med alle de national-patriotiske parader oppe, at man sætter sig i biografsædet, for at se Mike Leigh's guldpalme-vinder "Secrets and Lies". Er den virkelig bedre end vores forsmåede national-klenodie "Breaking the Waves"? Kan engelsk "Kitchen-sink-realism" slå storladen gudfrygtig filmkunst?
Når lyset tændes synes spørgsmålene ubesvarlige og irrelevante. Paraderne er sænket, og man må bøje sig for Mike Leighs rørende og afsindigt rammende nutids-fortælling om livslange fortielser og fortrængninger, der pludselig tvinges op til overfladen.
Historien er enkel. Hortense, en ung middelklasse optiker, beslutter sig for at opspore sin biologiske mor efter adoptivforældrenes død. Hun finder frem til den halv-fordrukne og desillusionerede fabriksarbejder Cynthia, der modvilligt indvilger i at møde datteren. Til Cynthias store overraskelse er Hortense sort. Det bliver et stærkt møde, hvor specielt Brenda Blethyn's nuancerede og gribende portræt af Cynthia får de små hår til at rejse sig.
En anden helt igennem forbløffende troværdig skuespilspræstation leveres af Timothy Spall. Nogen kan måske huske ham som den mærkværdige restaurationsejer i selvsamme Mike Leigh's "Life is Sweet". Spall spiller Cynthias reelle bror Maurice - en succesfuld portræt og bryllupsfotograf. I hans atelier udspiller der sig adskillige afslørende og giftige dramaer, når folk lader sig forevige. Disse tableauer er rendyrket engelsk underspillet komik på et meget højt plan.
Dramaet rækker langt ud over atelier'ets fire vægge. Uden det helt store held forsøger Maurice at holde sammen på sin egen intrige-spækkede familie. Hustruen Monica har med indædt energi kastet sig over boligindretning i småborgelighedens navn. Hun dupper vægge og sætter småblomstrede tapetborte op til den helt store guldmedalje.
Nedenunder den nyduppede facade gemmer der sig ikke overraskende en hob af frustrationer. Situationen forværres yderligere af hendes og Cynthias yderst anspændte forhold. Alle trådene samles henimod filmens slutning, hvor samtlige hemmeligheder og løgne afsløres og skaber sublimt kaos.
Hvis man har overskud til at abstrahere fra de danske undertekster, åbenbarer "Secrets and Lies" et univers med sproglige vitaminer, svarende til adskillige glas Fontex. Et cockney-engelsk med de særeste muterede sprogblomster.
Cynthia er mesteren udi denne kunst, som da hun siger til sin tvære og sammenbidte datter Roxanne: "Don't sit there and look like a slapped arse"!
Mike Leigh har med andre ord båret den engelske film-realisme ind i en nytidsalder. En realisme der har beholdt sin autencitet, men ikke længere er lig med fugtige kiks, koks, rækkehuse og arbejdsløse minarbejdere.
Han viste vejen med "Life is Sweet", der dog til tider hyldede folkekomediens unuancerede komik. Den er man helt fri for i "Secrets and Lies".
Det er ikke de store "Cirkus-revy" latterbrøl den fremkalder, men et konstant skævt smil. Med "Naked" fandt han frem til en dybde og ægthed i karaktererne som også er "Hemmeligheder og Løgne's" store force.
Mike Leigh kan det hele. "Hemmeligheder og løgne" er rørende uden at være sentimental. Præcis og spydig uden på noget tidspunkt at udlevere eller karrikere sine ofre. De store ord skal frem - "Hemmeligheder og løgne" er en fremragende film.
19/11-2018
