Den kollektive tanke
4.0
Bille Augusts episke drama om en kristen sekts rejse fra Sverige til Jerusalem i det forrige århundrede rummer både format og stor skønhed -selvom den godt kunne strammes lidt op.
Der er smukke øjeblikke i Bille Augusts filmatisering af Selma Lagerlöf´s roman "Jerusalem". Og så er der ganske få overfladiske passager, som ingen effekt har. Bille August har flair for stemninger, og selvom hans billedsprog er ensformigt, til tider kedeligt, er der ingen tvivl om kvaliteten af hans smukke, stille æstetik. Landskaberne er de svenske fjelde og Jerusalems udtørede sletter. Og præcis denne forskel er, udover at være filmens kulisse, dens tematik.
Den store historie
Hjemme i Sverige følger vi sønnen Ingmar (Ulf Friberg) fra han overlades til skoleforstanderen (Björn Granath), efter faderens død. Her vokser han op med husets jævnaldrende datter Gertrud (Maria Bonnevie).
Tiden går, og en dag bliver legekammeraterne til forlovede. Samtidig ankommer en prædikant til den lille flække og set i lyset af de barske forhold byens beboere lever under, med voldsom natur og hårdt arbejde, er det ikke mærkeligt, at prædikantens tale om den altoverskyggende kærlighed til Jesus, sammenhold og "det udvalgte folk" virker som en magnet på svage sjæle. Ingmars søster Karin (Pernilla August) og hendes mand Tim (Reine Brynolfsson) er blandt de mest fanatiske tilhængere, og hurtigt er byen splittet i to lejre. Skoleforstanderen og de "almindelig" missionsfolk på en side og på den anden side sekten, helgumianere, som skaber et storkollektiv, hvor alle er brødre og søstre.
Ingmar har arbejdet på familiens lille savværk, mens tumulten har stået på, og da han vender tilbage for at fri, erfarer han bittert, at Gertrud, i frustration over deres adskillelse, har tilsluttet sig sekten. Prædikanten får hurtigt overbevist sine tilhørere om, at lykken er at slå sig ned i Jerusalem, før dommedag indfinder sig i Sverige.
Skildringen af den nye tilværelse er rørende. Forholdene i "lejren" er ikke, hvad de svenske tilflyttere havde regnet med. Familierne splittes op i brødre, søstre og børn. Klima, sygdomme, og den strenge tros holdning til medicin og lægehjælp tager efterhånden livet af de svageste. Religionens mange forskellige fortolkere er samlet i Jerusalem, og sammenstød mellem pilgrimme, bosatte kristne og fup-jesus'er forplumrer efterhånden drømmen om kærlighed til næsten. Frustrationen vokser sig igen så stor, som den var derhjemme.
Den tabte kærlighed
I Sverige har Ingmar købt sig til sit barndomshjem Ingmarsgården ved at gifte sig med storbondens Svens datter Babro (Lene Endre). Deres kærlighedesløse forbindelse er en af filmens smukkeste passager. Babro kender til Ingmar og Gertruds sørgelige historie og har efter en egen ulykkelig kærlighed, bestemt sig for aldrig at gifte sig. Men sådan er tiden jo ikke, og det er for at få fred for familien, at hun affinder sig med ægteskabet. Også Ingmar er mærket og vandrer hvileløst rundt i skovene, tavs som en østers. Da Babro, for hun er faktisk en gæv kvinde, fortæller om sit livs kærlighed og på den måde gør Ingmar opmærksom på deres fælles smerte, tændes en lille sympatiens og forståelsens flamme.
Det er scener uden mange ord, men med stor intensitet, og her viser Bille August, suverænt hjulpet af sine aktører, sit virkelige format. "Jerusalem" er lang, og der kunne strammes op hist og her. Generelt er tempoet adstadigt og især landskabsscenerne får tiden og filmen til at gå i stå. Sådan er Bille Augusts filmsprog på godt og ondt, betagende smukt og stillestående
Der er smukke øjeblikke i Bille Augusts filmatisering af Selma Lagerlöf´s roman "Jerusalem". Og så er der ganske få overfladiske passager, som ingen effekt har. Bille August har flair for stemninger, og selvom hans billedsprog er ensformigt, til tider kedeligt, er der ingen tvivl om kvaliteten af hans smukke, stille æstetik. Landskaberne er de svenske fjelde og Jerusalems udtørede sletter. Og præcis denne forskel er, udover at være filmens kulisse, dens tematik.
Den store historie
Hjemme i Sverige følger vi sønnen Ingmar (Ulf Friberg) fra han overlades til skoleforstanderen (Björn Granath), efter faderens død. Her vokser han op med husets jævnaldrende datter Gertrud (Maria Bonnevie).
Tiden går, og en dag bliver legekammeraterne til forlovede. Samtidig ankommer en prædikant til den lille flække og set i lyset af de barske forhold byens beboere lever under, med voldsom natur og hårdt arbejde, er det ikke mærkeligt, at prædikantens tale om den altoverskyggende kærlighed til Jesus, sammenhold og "det udvalgte folk" virker som en magnet på svage sjæle. Ingmars søster Karin (Pernilla August) og hendes mand Tim (Reine Brynolfsson) er blandt de mest fanatiske tilhængere, og hurtigt er byen splittet i to lejre. Skoleforstanderen og de "almindelig" missionsfolk på en side og på den anden side sekten, helgumianere, som skaber et storkollektiv, hvor alle er brødre og søstre.
Ingmar har arbejdet på familiens lille savværk, mens tumulten har stået på, og da han vender tilbage for at fri, erfarer han bittert, at Gertrud, i frustration over deres adskillelse, har tilsluttet sig sekten. Prædikanten får hurtigt overbevist sine tilhørere om, at lykken er at slå sig ned i Jerusalem, før dommedag indfinder sig i Sverige.
Skildringen af den nye tilværelse er rørende. Forholdene i "lejren" er ikke, hvad de svenske tilflyttere havde regnet med. Familierne splittes op i brødre, søstre og børn. Klima, sygdomme, og den strenge tros holdning til medicin og lægehjælp tager efterhånden livet af de svageste. Religionens mange forskellige fortolkere er samlet i Jerusalem, og sammenstød mellem pilgrimme, bosatte kristne og fup-jesus'er forplumrer efterhånden drømmen om kærlighed til næsten. Frustrationen vokser sig igen så stor, som den var derhjemme.
Den tabte kærlighed
I Sverige har Ingmar købt sig til sit barndomshjem Ingmarsgården ved at gifte sig med storbondens Svens datter Babro (Lene Endre). Deres kærlighedesløse forbindelse er en af filmens smukkeste passager. Babro kender til Ingmar og Gertruds sørgelige historie og har efter en egen ulykkelig kærlighed, bestemt sig for aldrig at gifte sig. Men sådan er tiden jo ikke, og det er for at få fred for familien, at hun affinder sig med ægteskabet. Også Ingmar er mærket og vandrer hvileløst rundt i skovene, tavs som en østers. Da Babro, for hun er faktisk en gæv kvinde, fortæller om sit livs kærlighed og på den måde gør Ingmar opmærksom på deres fælles smerte, tændes en lille sympatiens og forståelsens flamme.
Det er scener uden mange ord, men med stor intensitet, og her viser Bille August, suverænt hjulpet af sine aktører, sit virkelige format. "Jerusalem" er lang, og der kunne strammes op hist og her. Generelt er tempoet adstadigt og især landskabsscenerne får tiden og filmen til at gå i stå. Sådan er Bille Augusts filmsprog på godt og ondt, betagende smukt og stillestående
19/11-2018
