Alt går i ring
4.0
Ana, Otto - Otto, Ana. Medem, Julio - Julio Medem. Cirkler, palindromer, tilfældigheder og skæbne spinder sig ind i hinanden i spanierens fjerde film "De elskende ved Polarcirklen". Til gengæld er den filosofisk uden at være fortænkt og romantisk uden at være sentimental.
Julio Medem er interessant pga. flere ting. Han tager for det første fat i nogle ret (jord)nære spørgsmål og gør dem gerne store og skæbnebestemte. Hans fascination af skæbnen kan af at et nordisk filmøje tolkes som et udslag af den katolske tro, men det kan jo være en tilfældighed. For det andet er hans efternavn, Medem, et palindrom (ord der staves ens forfra og bagfra), og dette kunne også lyde som et tilfælde. Det er det sikkert også, men så igen ...
"De elskende ved Polarcirklen" handler om, hvordan livet er bundet op omkring tilfældigheder og så alligevel går i ring, og derfor slet ikke er spor tilfældigt, men derimod forudbestemt. Det er den filosofi, som gennemstrømmer filmen, og det er kun pga. en eventuel modvilje mod denne kaosteori-afledte tanke, at man skulle have noget imod "De elskende ved Polarcirklen". Ved et tilfælde eller via skæbnens snørklede veje er det nemlig blevet til en fin, lille film.
Otto og Ana er skabt for hinanden
Otto og Ana (palindromer igen!) mødes ved en tilfældighed i skolegården, og de bliver kærester - den slags kærester, som man er, når man går i 2. klasse. En dag, hvor det tilfældigvis er regnvejr, får Anas mor et lift hjem af Ottos far. Kærlighedens og livets veje er uransagelige, og de to forældre forelsker sig i hinanden. Ana og Otto bliver derved søskende. Tilfældigt?
Da de bliver teenagere, udvikler deres følelser for hinanden sig, og det har de i og for sig ingen moralske problemer med; de er jo ikke rigtige søskende. Men som det så ofte går i vort moderne samfund, flytter Ana og Ottos mor og far hver til sit, og de to unge skilles også. Deres kamp, eller skal vi sige jagt på den eneste ene, går nu ind, men ingen af dem har rigtigt held med den store kærlighed. Det er, som om de allerede fra før de blev født var bestemt for hinanden og derfor ikke kan finde sig til rette med andre. Har forsynet bestemt, at deres skæbner skulle være forbundne? Var det en tilfældighed, at de mødte hinanden i første omgang?
Skæbne og tilfælde - to sider af samme sag
"De elskende fra Polarcirklen" fortælles i en række kapitler, hver med enten Anas eller Ottos synsvinkel, og så kunne man tro, at de to forskellige udgaver af virkeligheden ikke ville harmonere med hinanden. Men i filmen bliver det virkelige billede af forholdet mellem Ana og Otto først klart i mødet mellem de to forskellige versioner af historien. Historierne hænger uløseligt sammen. På trods af Anas og Ottos forskellige livsforløb ender de det samme sted, og på trods af deres forskellige personligheder er de sammen en harmonisk enhed. Ana og Otto er tæt knyttede i et forhold, som ved tilfældigheder og skæbnens ironiske lune viser sig at binde dem sammen før, under og efter livet.
Selv om man selv skal turde vælge kærligheden, er den altså både bestemt af forsynet og tilfældet i Julio Medems film. En sådan kærlighedshistorie, som bryder grænserne mellem liv og død, kan forhåbentlig sætte gang i tårekanalerne på de mest hardcore romantikere, men tåren går fint i spænd med det filosofiske og forhindrer "De elskende ved Polarcirklen" i at blive både sentimental og fortænkt. Selv om det ikke lykkes for Ana og Otto, tror filmen først og fremmest på den store kærlighed. Derfor sidder man med en varm fornemmelse i kroppen, når rulleteksterne kommer.
Julio Medem er interessant pga. flere ting. Han tager for det første fat i nogle ret (jord)nære spørgsmål og gør dem gerne store og skæbnebestemte. Hans fascination af skæbnen kan af at et nordisk filmøje tolkes som et udslag af den katolske tro, men det kan jo være en tilfældighed. For det andet er hans efternavn, Medem, et palindrom (ord der staves ens forfra og bagfra), og dette kunne også lyde som et tilfælde. Det er det sikkert også, men så igen ...
"De elskende ved Polarcirklen" handler om, hvordan livet er bundet op omkring tilfældigheder og så alligevel går i ring, og derfor slet ikke er spor tilfældigt, men derimod forudbestemt. Det er den filosofi, som gennemstrømmer filmen, og det er kun pga. en eventuel modvilje mod denne kaosteori-afledte tanke, at man skulle have noget imod "De elskende ved Polarcirklen". Ved et tilfælde eller via skæbnens snørklede veje er det nemlig blevet til en fin, lille film.
Otto og Ana er skabt for hinanden
Otto og Ana (palindromer igen!) mødes ved en tilfældighed i skolegården, og de bliver kærester - den slags kærester, som man er, når man går i 2. klasse. En dag, hvor det tilfældigvis er regnvejr, får Anas mor et lift hjem af Ottos far. Kærlighedens og livets veje er uransagelige, og de to forældre forelsker sig i hinanden. Ana og Otto bliver derved søskende. Tilfældigt?
Da de bliver teenagere, udvikler deres følelser for hinanden sig, og det har de i og for sig ingen moralske problemer med; de er jo ikke rigtige søskende. Men som det så ofte går i vort moderne samfund, flytter Ana og Ottos mor og far hver til sit, og de to unge skilles også. Deres kamp, eller skal vi sige jagt på den eneste ene, går nu ind, men ingen af dem har rigtigt held med den store kærlighed. Det er, som om de allerede fra før de blev født var bestemt for hinanden og derfor ikke kan finde sig til rette med andre. Har forsynet bestemt, at deres skæbner skulle være forbundne? Var det en tilfældighed, at de mødte hinanden i første omgang?
Skæbne og tilfælde - to sider af samme sag
"De elskende fra Polarcirklen" fortælles i en række kapitler, hver med enten Anas eller Ottos synsvinkel, og så kunne man tro, at de to forskellige udgaver af virkeligheden ikke ville harmonere med hinanden. Men i filmen bliver det virkelige billede af forholdet mellem Ana og Otto først klart i mødet mellem de to forskellige versioner af historien. Historierne hænger uløseligt sammen. På trods af Anas og Ottos forskellige livsforløb ender de det samme sted, og på trods af deres forskellige personligheder er de sammen en harmonisk enhed. Ana og Otto er tæt knyttede i et forhold, som ved tilfældigheder og skæbnens ironiske lune viser sig at binde dem sammen før, under og efter livet.
Selv om man selv skal turde vælge kærligheden, er den altså både bestemt af forsynet og tilfældet i Julio Medems film. En sådan kærlighedshistorie, som bryder grænserne mellem liv og død, kan forhåbentlig sætte gang i tårekanalerne på de mest hardcore romantikere, men tåren går fint i spænd med det filosofiske og forhindrer "De elskende ved Polarcirklen" i at blive både sentimental og fortænkt. Selv om det ikke lykkes for Ana og Otto, tror filmen først og fremmest på den store kærlighed. Derfor sidder man med en varm fornemmelse i kroppen, når rulleteksterne kommer.
19/11-2018
