En rejse gennem Balkan
2.0
I "Odysseus' blik" foretager Harvey Keitel en lang og symbolmættet indre og ydre rejse igennem den krigshærgede Balkan-halvøs historie.
I disse tider, hvor biograferne oversvømmes af letfordøjelige Hollywood-produktioner og europæiske ditto, er det sjældent at støde på personlig og kunstnerisk svært tilgængelig filmkunst. Noget sådan finder man imidlertid i filmen "Odysseus' blik", instrueret af græske Theo Angelopoulos. Den forsøger på poetisk, intellektuel og til tider næsten avantgardistisk vis at beskrive, kommentere og filosofere over de sidste 100 år af Balkan-halvøens krigshærgede historie.
Symbolistisk road-movie
Filmen er nærmest en symbolistisk road-movie. Vores hovedperson og næsten meta-fysiske identifikationsfigur er filminstruktøren "A" (Harvey Keitel). Han er af græsk oprindelse, men har i mange år boet i USA. Nu vender han tilbage, umiddelbart for at overvære en forevisning af én af sine egne film; men egentlig fordi han er interesseret i brødrene Manakis, Balkans første dokumentarister, der praktiserede i starten af dette århundrede. "A" har fået nys om, at der et eller andet sted på Balkan gemmer sig tre ruller ikke-fremkaldt film, som skulle være optaget af disse brødre.
Som en anden Odysseus begynder "A" nu en lang rejse rundt på Balkan. Fra Grækenland gennem Albanien, Makedonien, Bulgarien, Rumænien og til det tidligere Jugoslavien, hvor han ender i et udbombet Sarajevo. Undervejs kommer han i kontakt med forskellige mennesker, en taxa-chauffør, en journalist, en filmfanatiker og en kvinde - "A"s drømmekvinde for at være mere præcis, der dukker op i en ny skikkelse, hver gang han har forladt hende.
Intet har forandret sig
For "Odysseus' blik" er hverken begrænset af en realismens logik eller en kontinuerlig handling. "A"s rejse er både en indre og ydre rejse, der ikke er underlagt normale regler for tid og rum. Som når filmen pludselig springer tilbage i tiden, og "A" i en montagesekvens genlever en række nytårsaftener med sin familie. Eller når "A" flere gange oplever dele af brødrene Manakis liv, f.eks. da han ved den bulgarske grænse i Yannakis Manakis' skikkelse dømmes til døden.
Disse og mange andre hændelser opsuges sammen med de hærgede lokationer og det blandede persongalleri af "A"s - den moderne Odysseus - blik. Balkans fortid bindes sammen med nutiden i jagten på de forsvunde film. Og i denne sammenkædning erkender "A", at intet har forandret sig. Nutiden er ligesom fortiden præget af ondskab, ødelæggelse og krig. Kærligheden og håbet har stadig trange kår, og er hele tiden i fare for at blive nedslagtet og tilsmudset.
En smuk illustration af dette finder man i filmens sidste del, hvor "A" er kommet til Sarajevo. Snigskytterne spreder død og skræk, men når tågen sænker sig over byen, går folk på gaderne. Her synger et drengekor bestående af serbere, muslimer og kroater håbefuldt til folk gennem den tykke tåge. Men da "A" vandrer gennem tågen med sine venner - filmfanatikeren og hans familie - slår ondskaben ned. "A" sakker bagud og mister synet af de øvrige. Pludselig hører han hårde stemmer, skrig, gråd og endelig pistolskud igennem tågen. Han løber frem og finder hele familien massakreret. Stadig høres drengekorets melankoliske sang, som en hul lovprisning af et håb, der måske ikke eksisterer.
En svær film
"Odysseus' blik" er en svær film. Den er lang og langsommelig, symbolmættet, kompromisløs i sit udtryk og i det hele taget blottet for "lette" scener, hvor man for et øjeblik kan koble fra. Derfor kræver den dyb koncentration og følelsesmæssig såvel som intellektuel indlevelse fra sin tilskuer. Jeg skal gerne indrømme, at "Odysseus' blik" for mig blev lidt for stor en mundfuld. Jeg var træt og ikke helt veloplagt, da jeg så den, og slog mentalt fra flere gange. Filmen føltes derfor ofte anstrengende og kedelig.
Jeg er imidlertid bange for, at jeg med denne lidt negative kritik ikke yder "Odysseus' blik" tilstrækkelig retfærdighed. For der var nemlig også scener, der på særegen vis greb fat i mig og fremmanede dyb bevægelse. Derfor tror jeg, at "Odysseus' blik" ved et andet gennemsyn vil vinde meget. Det er med den, som med megen anden europæisk filmkunst i den fin-kunstneriske og intellektuelle ende af spektret (repræsenteret ved f.eks. Tarkovsky og Bergman), at det tager sin tid, før den åbner sig fuldt ud for sin tilskuer og afslører sin sande kerne. Jeg fandt ikke ind til "Odysseus' blik"s kerne i denne omgang, men jeg er alligevel overbevist om, at den i det rette forum vil materialisere sig som værende både gribende og lysende stor.
I disse tider, hvor biograferne oversvømmes af letfordøjelige Hollywood-produktioner og europæiske ditto, er det sjældent at støde på personlig og kunstnerisk svært tilgængelig filmkunst. Noget sådan finder man imidlertid i filmen "Odysseus' blik", instrueret af græske Theo Angelopoulos. Den forsøger på poetisk, intellektuel og til tider næsten avantgardistisk vis at beskrive, kommentere og filosofere over de sidste 100 år af Balkan-halvøens krigshærgede historie.
Symbolistisk road-movie
Filmen er nærmest en symbolistisk road-movie. Vores hovedperson og næsten meta-fysiske identifikationsfigur er filminstruktøren "A" (Harvey Keitel). Han er af græsk oprindelse, men har i mange år boet i USA. Nu vender han tilbage, umiddelbart for at overvære en forevisning af én af sine egne film; men egentlig fordi han er interesseret i brødrene Manakis, Balkans første dokumentarister, der praktiserede i starten af dette århundrede. "A" har fået nys om, at der et eller andet sted på Balkan gemmer sig tre ruller ikke-fremkaldt film, som skulle være optaget af disse brødre.
Som en anden Odysseus begynder "A" nu en lang rejse rundt på Balkan. Fra Grækenland gennem Albanien, Makedonien, Bulgarien, Rumænien og til det tidligere Jugoslavien, hvor han ender i et udbombet Sarajevo. Undervejs kommer han i kontakt med forskellige mennesker, en taxa-chauffør, en journalist, en filmfanatiker og en kvinde - "A"s drømmekvinde for at være mere præcis, der dukker op i en ny skikkelse, hver gang han har forladt hende.
Intet har forandret sig
For "Odysseus' blik" er hverken begrænset af en realismens logik eller en kontinuerlig handling. "A"s rejse er både en indre og ydre rejse, der ikke er underlagt normale regler for tid og rum. Som når filmen pludselig springer tilbage i tiden, og "A" i en montagesekvens genlever en række nytårsaftener med sin familie. Eller når "A" flere gange oplever dele af brødrene Manakis liv, f.eks. da han ved den bulgarske grænse i Yannakis Manakis' skikkelse dømmes til døden.
Disse og mange andre hændelser opsuges sammen med de hærgede lokationer og det blandede persongalleri af "A"s - den moderne Odysseus - blik. Balkans fortid bindes sammen med nutiden i jagten på de forsvunde film. Og i denne sammenkædning erkender "A", at intet har forandret sig. Nutiden er ligesom fortiden præget af ondskab, ødelæggelse og krig. Kærligheden og håbet har stadig trange kår, og er hele tiden i fare for at blive nedslagtet og tilsmudset.
En smuk illustration af dette finder man i filmens sidste del, hvor "A" er kommet til Sarajevo. Snigskytterne spreder død og skræk, men når tågen sænker sig over byen, går folk på gaderne. Her synger et drengekor bestående af serbere, muslimer og kroater håbefuldt til folk gennem den tykke tåge. Men da "A" vandrer gennem tågen med sine venner - filmfanatikeren og hans familie - slår ondskaben ned. "A" sakker bagud og mister synet af de øvrige. Pludselig hører han hårde stemmer, skrig, gråd og endelig pistolskud igennem tågen. Han løber frem og finder hele familien massakreret. Stadig høres drengekorets melankoliske sang, som en hul lovprisning af et håb, der måske ikke eksisterer.
En svær film
"Odysseus' blik" er en svær film. Den er lang og langsommelig, symbolmættet, kompromisløs i sit udtryk og i det hele taget blottet for "lette" scener, hvor man for et øjeblik kan koble fra. Derfor kræver den dyb koncentration og følelsesmæssig såvel som intellektuel indlevelse fra sin tilskuer. Jeg skal gerne indrømme, at "Odysseus' blik" for mig blev lidt for stor en mundfuld. Jeg var træt og ikke helt veloplagt, da jeg så den, og slog mentalt fra flere gange. Filmen føltes derfor ofte anstrengende og kedelig.
Jeg er imidlertid bange for, at jeg med denne lidt negative kritik ikke yder "Odysseus' blik" tilstrækkelig retfærdighed. For der var nemlig også scener, der på særegen vis greb fat i mig og fremmanede dyb bevægelse. Derfor tror jeg, at "Odysseus' blik" ved et andet gennemsyn vil vinde meget. Det er med den, som med megen anden europæisk filmkunst i den fin-kunstneriske og intellektuelle ende af spektret (repræsenteret ved f.eks. Tarkovsky og Bergman), at det tager sin tid, før den åbner sig fuldt ud for sin tilskuer og afslører sin sande kerne. Jeg fandt ikke ind til "Odysseus' blik"s kerne i denne omgang, men jeg er alligevel overbevist om, at den i det rette forum vil materialisere sig som værende både gribende og lysende stor.
19/11-2018
