Vold og lesbiske scener
3.0
Mystisk amerikansk debutfilm byder på lidt af hvert.
Som filmanmelder oplever man tit, at man efter at have set fem minutter af en film ved præcis, hvad der vil ske resten af tiden. Især Hollywood har en vane med at satse på det prøvede og sikre, frem for det nye og originale - for hver stor Hollywoodsucces kan man være sikker på, at der kommer ti andre film der ligner den en hel del, i håbet om, at de ti kopier bliver lige så store succes'er (hvad de sjældent, for ikke at sige aldrig, gør).
Normale biografgængere, der går i biffen to gange om året, opdager sjældent, hvor meget filmene ligner hinanden, men som filmanmelder, der ser nye film ugentligt, kan det godt blive noget forudsigeligt ind i mellem. Men med "Bound" er det anderledes. Meget kan man sige om denne film, men ikke at den er forudsigelig. Personligt sad jeg den første halve time uden at kunne fange, hvad fanden det var jeg sad og så på.
Filmen, der er uafhængigt produceret, er instrueret af de to debuterende brødre Larry og Andy Wachowski, der tidligere har skrevet manuskript til Stalone-filmen "Assasins". Hvis man skal prøve at sætte en betegnelse på den, må det være noget i stil med en Gay-and-Lesbian-Film-Festival-mafia-softcore-volds-thriller.
Violet, en ung prostitueret (Jennifer Tilly) bor sammen med sin mafia-kæreste Ceasar (Joe Pantoliano), da den kvindelig håndværker, Corky (Gina Gershon), der netop er kommet ud af fængslet, går i gang med at sætte lejligheden ved siden af i stand. Violet lægger an på Corky, og ender med at forføre hende. Sammen planlægger de to, hvordan de kan stjæle en masse penge, som tilhører mafiabossen Gino Marzzone, og kaste skylden på Ceasar. Desværre flygter Ceasar ikke som forventet efter røveriet. I stedet får han skudt Gino Marzzone, hans søn og hans livvagt, og prøver desperat at finde pengene, så han kan camouflere mordene.
Det lesbiske aspekt i filmen ligner ikke rigtigt noget man har set før i en mainstreamfilm. Corky-figuren er ren kliché, der konstant går rundt og ser maskulin ud med værktøj i bæltet og malerpletter på bukserne, modsat Violet, der er mere "almindelig" feminin. Og da de to bliver glade for hinanden, får vi pludselig et par meget dampende scener, der umiskendeligt ligner nødtørftigte soft-core-versioner af pornofilm-genrens obligatoriske "lesbiske scene". Man kan ikke helt frigøre sig fra tanken om, at det næppe er hensynet til homoseksuelles frigørelse og værdighed, men snarere en forventning om, at temmelig mange mænd gerne vil se Meg Tillys lillesøster ligge og dyrke hed petting med en anden nøgen kvinde. Man havde næppe set den samme scene med bøsser, men okay, jeg skal ikke være den der brokker mig over nøgne kvinder i eksplicit sex på biograflærredet.
Er der stor fornøjelse knyttet til at sidde og se på de lesbiske sexscener, er det modsatte tilfældet i filmens voldsscener. De debuterende instruktører er ikke særligt optaget af antydningens kunst, vi får det hele lige i synet: sprøjtende blod, tortur- og mordscener, og afklipning af fingre med en havesaks. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke forstår meningen i at have så meget og så modbydelig vold i en ganske almindelig underholdningsfilm. Måske er det mig der har sarte nerver, men det kan da ikke andet end jage tilskuere væk, når man skal sidde gennem al den blod for at få lidt sex og thrillerspænding.
Når det er sagt, skal det siges, at selve plottet, spillet om magt og de mange millioner, kører ganske underholdende derudaf, i filmens sidste time. Den smarte plan går galt, som smarte planer altid gør i film, og personerne tvinges ud i stadig mere desperate situationer. Rent visuelt får vi nogle flotte kameravinkler, mens der aldrig rigtig kommer nogen dybde i karaktererne.
På en måde er det en skizofren film, der blander alt muligt sammen uden at vide, hvad den vil have ud af det. Derfor er den svær at anbefale. Vil man se nøgne kvinder dyrke sex sammen, bør man se en rigtig pornofilm i stedet (det er trods alt sjovere, når det ikke er softcore, selv om aktørerne måske ikke er lige så kønne som Jennifer Tilly). Vil man se sadistisk vold, bør man se en rigtig voldsfilm (eller måske snarere søge læge). Kun hvis man vil se en suspence-thriller med politifolk der går intetanende rundt i stuen, mens der ligger tre lig på toilettet og en blodpøl under gulvtæppet, kan man overveje at indløse biografbillet til "Bound".
Som filmanmelder oplever man tit, at man efter at have set fem minutter af en film ved præcis, hvad der vil ske resten af tiden. Især Hollywood har en vane med at satse på det prøvede og sikre, frem for det nye og originale - for hver stor Hollywoodsucces kan man være sikker på, at der kommer ti andre film der ligner den en hel del, i håbet om, at de ti kopier bliver lige så store succes'er (hvad de sjældent, for ikke at sige aldrig, gør).
Normale biografgængere, der går i biffen to gange om året, opdager sjældent, hvor meget filmene ligner hinanden, men som filmanmelder, der ser nye film ugentligt, kan det godt blive noget forudsigeligt ind i mellem. Men med "Bound" er det anderledes. Meget kan man sige om denne film, men ikke at den er forudsigelig. Personligt sad jeg den første halve time uden at kunne fange, hvad fanden det var jeg sad og så på.
Filmen, der er uafhængigt produceret, er instrueret af de to debuterende brødre Larry og Andy Wachowski, der tidligere har skrevet manuskript til Stalone-filmen "Assasins". Hvis man skal prøve at sætte en betegnelse på den, må det være noget i stil med en Gay-and-Lesbian-Film-Festival-mafia-softcore-volds-thriller.
Violet, en ung prostitueret (Jennifer Tilly) bor sammen med sin mafia-kæreste Ceasar (Joe Pantoliano), da den kvindelig håndværker, Corky (Gina Gershon), der netop er kommet ud af fængslet, går i gang med at sætte lejligheden ved siden af i stand. Violet lægger an på Corky, og ender med at forføre hende. Sammen planlægger de to, hvordan de kan stjæle en masse penge, som tilhører mafiabossen Gino Marzzone, og kaste skylden på Ceasar. Desværre flygter Ceasar ikke som forventet efter røveriet. I stedet får han skudt Gino Marzzone, hans søn og hans livvagt, og prøver desperat at finde pengene, så han kan camouflere mordene.
Det lesbiske aspekt i filmen ligner ikke rigtigt noget man har set før i en mainstreamfilm. Corky-figuren er ren kliché, der konstant går rundt og ser maskulin ud med værktøj i bæltet og malerpletter på bukserne, modsat Violet, der er mere "almindelig" feminin. Og da de to bliver glade for hinanden, får vi pludselig et par meget dampende scener, der umiskendeligt ligner nødtørftigte soft-core-versioner af pornofilm-genrens obligatoriske "lesbiske scene". Man kan ikke helt frigøre sig fra tanken om, at det næppe er hensynet til homoseksuelles frigørelse og værdighed, men snarere en forventning om, at temmelig mange mænd gerne vil se Meg Tillys lillesøster ligge og dyrke hed petting med en anden nøgen kvinde. Man havde næppe set den samme scene med bøsser, men okay, jeg skal ikke være den der brokker mig over nøgne kvinder i eksplicit sex på biograflærredet.
Er der stor fornøjelse knyttet til at sidde og se på de lesbiske sexscener, er det modsatte tilfældet i filmens voldsscener. De debuterende instruktører er ikke særligt optaget af antydningens kunst, vi får det hele lige i synet: sprøjtende blod, tortur- og mordscener, og afklipning af fingre med en havesaks. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke forstår meningen i at have så meget og så modbydelig vold i en ganske almindelig underholdningsfilm. Måske er det mig der har sarte nerver, men det kan da ikke andet end jage tilskuere væk, når man skal sidde gennem al den blod for at få lidt sex og thrillerspænding.
Når det er sagt, skal det siges, at selve plottet, spillet om magt og de mange millioner, kører ganske underholdende derudaf, i filmens sidste time. Den smarte plan går galt, som smarte planer altid gør i film, og personerne tvinges ud i stadig mere desperate situationer. Rent visuelt får vi nogle flotte kameravinkler, mens der aldrig rigtig kommer nogen dybde i karaktererne.
På en måde er det en skizofren film, der blander alt muligt sammen uden at vide, hvad den vil have ud af det. Derfor er den svær at anbefale. Vil man se nøgne kvinder dyrke sex sammen, bør man se en rigtig pornofilm i stedet (det er trods alt sjovere, når det ikke er softcore, selv om aktørerne måske ikke er lige så kønne som Jennifer Tilly). Vil man se sadistisk vold, bør man se en rigtig voldsfilm (eller måske snarere søge læge). Kun hvis man vil se en suspence-thriller med politifolk der går intetanende rundt i stuen, mens der ligger tre lig på toilettet og en blodpøl under gulvtæppet, kan man overveje at indløse biografbillet til "Bound".
19/11-2018
