Ondsindet leg
4.0
"Funny Games" er en gennemgribende ubehagelig film, der diskuterer forholdet mellem film og virkelighed
Hvad kan man lære af filmen "Funny Games"? Jo altså, hvis der kommer en overvægtig ungersvend i shorts og hvid polotrøje med hvide handsker og beder om at låne fire æg, så tøv ikke med at blæse knoppen af ham med et oversavet jagtgevær. Så slipper man nemlig for at blive pint, tortureret, truet på livet og meget andet af selvsamme ungersvend og hans psykopatiske makker.
Det er nemlig lige akkurat hvad der sker for ægteparret Anna (Susanne Lothar) og Georg (Ulrich Mühe), der sammen med sønnen Georg er taget op i deres lækre sommerhus. Her skal de næste uger fordrives med råhygge og bådsejlads. Men så er det altså bare lige, at denne her flinke unge mand dukker op ved hoveddøren for at låne fire æg, og ret hurtigt er den lille familie taget til fange af den unge mand og hans veltalende kammerat.
Mareridtet begynder
Paul (Arno Frisch) og Peter (Frank Giering), som de to fyre, der mest af alt minder om den amoralske Alex og hans goons fra bogen og filmen "A Clockwork Orange", hedder, laver et vædemål med den lille familie: Inden klokken ni i morgen tidlig er i allesammen døde. Og så begynder mareridtet ellers.
Paul og Peter turer nemlig fra hus til hus, hvor de i præcist iscenesatte spil og ondsindede lege torturerer og siden dræber beboerne. Hvorfor? Tja, hvorfor ikke! Dét er vel deres filosofi. Som Nietzches übermench følger de udelukkende deres egne drifter og omskiftelige luner.
Psykopaterne tager golfkøller, knive, et jagtgevær og de bare næver i brug, altimens de roligt konverserer med hinanden, med familien og med os - filmtilskueren. For flere gange henvender de sig direkte til kameraet. "I tror vel ikke, at de overlever", siger de provokerende.
Ikke for folk med sarte nerver
Det er østrigeren Michael Haneke, der har lavet "´Funny Games". Han er også manden bag den ubehagelige "Bennys video", som "Funny Games" absolut ikke står tilbage for, når det gælder ubehag. Gang på gang melder spørgsmålet sig: Hvorfor skal jeg egentlig sidde og se på det her, for selvom volden næsten ikke ekspliciteres, men foregår udenfor kameraets synsvinkel, fokuseres der i minutlange statiske sekvenser så indgående på ofrene - den lille familie - og deres smerte, at det næsten ikke er til at klare.
"Funny Games" er derfor absolut ikke en film for folk med sarte nerver. Der er ingen løsning, ingen beroligende motivering af personernes afstumpede handlinger og ingen sidste-øjebliks redninger eller heltemodige gerninger. Der er blot Hanekes koldt registrerende kamera og den nøgne lydside, der ofte gennembores af tænderskærende gråd, voldsomme smertesudbrud og pludselig vold.
Film og virkelighed
Filmen leger med vores forventninger til dramaturgi og personkarakteristik, og efterlader os i et stadie af frustration og afmagt, netop fordi den ellers så klassiske forløsning aldrig indtræffer. Samtidig lægger den til usikkerheden, ved flere gange at gøre opmærksom på sig selv som film, som fiktion. Man befinder sig derfor i en dobbeltrolle, hvor man på én gang er fuldstændig klar over, at handlingen og personerne er en fiktiv konstruktion, samtidig med at man alligevel drages ind i det fiktive univers og føler med personerne.
Hanekes reflektion over forholdet mellem virkelighed og fiktion lykkes langt hen af vejen, men samtidig bliver den også noget træg og fortænkt - og så er det set før. Tilbage står de knaldgode skuespillere og deres portrætering af den reneste form for sadisme og moralsk afstumpethed.
Hvad kan man lære af filmen "Funny Games"? Jo altså, hvis der kommer en overvægtig ungersvend i shorts og hvid polotrøje med hvide handsker og beder om at låne fire æg, så tøv ikke med at blæse knoppen af ham med et oversavet jagtgevær. Så slipper man nemlig for at blive pint, tortureret, truet på livet og meget andet af selvsamme ungersvend og hans psykopatiske makker.
Det er nemlig lige akkurat hvad der sker for ægteparret Anna (Susanne Lothar) og Georg (Ulrich Mühe), der sammen med sønnen Georg er taget op i deres lækre sommerhus. Her skal de næste uger fordrives med råhygge og bådsejlads. Men så er det altså bare lige, at denne her flinke unge mand dukker op ved hoveddøren for at låne fire æg, og ret hurtigt er den lille familie taget til fange af den unge mand og hans veltalende kammerat.
Mareridtet begynder
Paul (Arno Frisch) og Peter (Frank Giering), som de to fyre, der mest af alt minder om den amoralske Alex og hans goons fra bogen og filmen "A Clockwork Orange", hedder, laver et vædemål med den lille familie: Inden klokken ni i morgen tidlig er i allesammen døde. Og så begynder mareridtet ellers.
Paul og Peter turer nemlig fra hus til hus, hvor de i præcist iscenesatte spil og ondsindede lege torturerer og siden dræber beboerne. Hvorfor? Tja, hvorfor ikke! Dét er vel deres filosofi. Som Nietzches übermench følger de udelukkende deres egne drifter og omskiftelige luner.
Psykopaterne tager golfkøller, knive, et jagtgevær og de bare næver i brug, altimens de roligt konverserer med hinanden, med familien og med os - filmtilskueren. For flere gange henvender de sig direkte til kameraet. "I tror vel ikke, at de overlever", siger de provokerende.
Ikke for folk med sarte nerver
Det er østrigeren Michael Haneke, der har lavet "´Funny Games". Han er også manden bag den ubehagelige "Bennys video", som "Funny Games" absolut ikke står tilbage for, når det gælder ubehag. Gang på gang melder spørgsmålet sig: Hvorfor skal jeg egentlig sidde og se på det her, for selvom volden næsten ikke ekspliciteres, men foregår udenfor kameraets synsvinkel, fokuseres der i minutlange statiske sekvenser så indgående på ofrene - den lille familie - og deres smerte, at det næsten ikke er til at klare.
"Funny Games" er derfor absolut ikke en film for folk med sarte nerver. Der er ingen løsning, ingen beroligende motivering af personernes afstumpede handlinger og ingen sidste-øjebliks redninger eller heltemodige gerninger. Der er blot Hanekes koldt registrerende kamera og den nøgne lydside, der ofte gennembores af tænderskærende gråd, voldsomme smertesudbrud og pludselig vold.
Film og virkelighed
Filmen leger med vores forventninger til dramaturgi og personkarakteristik, og efterlader os i et stadie af frustration og afmagt, netop fordi den ellers så klassiske forløsning aldrig indtræffer. Samtidig lægger den til usikkerheden, ved flere gange at gøre opmærksom på sig selv som film, som fiktion. Man befinder sig derfor i en dobbeltrolle, hvor man på én gang er fuldstændig klar over, at handlingen og personerne er en fiktiv konstruktion, samtidig med at man alligevel drages ind i det fiktive univers og føler med personerne.
Hanekes reflektion over forholdet mellem virkelighed og fiktion lykkes langt hen af vejen, men samtidig bliver den også noget træg og fortænkt - og så er det set før. Tilbage står de knaldgode skuespillere og deres portrætering af den reneste form for sadisme og moralsk afstumpethed.
19/11-2018
