Kirsten-Giftekniv uden gift
2.0
Nydelig men tandløs filmatisering af Jane Austen's "Emma"
Under et espalier af æbletræer, med fuldmodne æbler forstås, slentrer to unge kvinder yndefuldt i deres florlette empirekjoler. Nysseligt ser det ud og nysseligt er det. Elegant og kvikt knald-konverseres der om indkomne ægteskabstilbud. De unge kvinder er Emma og Harriet. Emma er byens Kirsten-Giftekniv par exellance - Harriet er den, det går ud over. Endnu en Jane Austen filmatisering har fundet vej til de danske lærreder. "Emma" er med sin træfsikre blanding af 1800-tals engelsk landidyl og kurtiseringer blandt det bedre borgerskab, en oase for enhver pladder-romantiker.
Emma bor alene med sin far. Da der er sørget for familiens økonomiske rammer, må tiden bortødsles med andre gøremål. Det betyder for Emma's vedkommende at lægge ægteskabsplaner for alle byens ugifte unge. Selv har hun ingen planer om at blive gift. Hun stortrives med at lægge planer for andres lykke. Høj af troen på sin egen ufejlbarlighed kaster hun sig ud i at finde den perfekte partner til den lidt grove og naive Harriet, der spilles overbevisende og rammende af Toni Colette, som nogen måske husker som Muriel i "Muriels Wedding".
Selvom Harriet er småforelsket i landmanden Robert Martin, har Emma andre planer for Harriets lykke. Hun bør sigte højere. Sognepræsten Mr.Elton er et bedre bud. I al sin iver efter at føre de to sammen, overser Emma at Mr. Elton har kastet sin kærlighed på hende selv. Gang på gang kaster Emma sig ud i hasarderet spil med andres følelser, indtil hun selv rammes af Amors pil og fatter legens alvor.
Modet mangler
Gwyneth Paltrow spiller den selvtilfredse Emma med elegance og intelligens. Paltrow fremstiller Emma så yndefuldt og stolt, at hendes helt igennem magtbegærlige emsighed mister sit djævelske ansigt. Filmen mangler modet til at sætte Emma's heltinde status bare det mindste over styr. Der glattes for meget ud. Emma besøger de fattige og de syge med bugnende madkurve så smukt arrangerede, at de snildt kunne gøre sig i et reklamekatalog for "Mad og Vin's"-gaveservice. I dette gavmilde lys tages brodden af Emma's ellers noget overlegne forhold til de lavere klasser.
Kun én gang afløses glatheden af dybde, da Emma træder gammel-jomfruen Miss Bates over tæerne ved at gøre grin med hendes manglende situationsfornemmelse. Her viser filmen, at komedien også kan vise tænder. Det blir dog ved det ene forsøg.
1800-tals romantik
Filmen har svært ved ikke at lade sig beruse af 1800-tallets æstetiske kulisse, men det er ingen undskyldning for at hylde personlige og sociale magtkampe ind i blød fløjl og skinnende silke. De fleste Jane Austen filmatiseringer falder for fristelsen. Bøgerne er skrevet i en lystig tone med elegance og lethed, men underneden lurer der en stikkende ironi og en afslørende sarkasme, heller ikke filmatiseringen af "Emma" har tilstrækkeligt blik for. Tilbage bliver nydelige skuespilspræstationer, pæne kostumer og en kvik dialog.
"Emma" er, i instruktøren Douglas McGrath's hænder, blevet til en letbenet romantisk komedie. Den hverken svier eller kradser. Den er kæk uden at være fræk. Florlet og flygtig som en skolepigeflirt, der ikke gør noget indtryk på sigt.
Under et espalier af æbletræer, med fuldmodne æbler forstås, slentrer to unge kvinder yndefuldt i deres florlette empirekjoler. Nysseligt ser det ud og nysseligt er det. Elegant og kvikt knald-konverseres der om indkomne ægteskabstilbud. De unge kvinder er Emma og Harriet. Emma er byens Kirsten-Giftekniv par exellance - Harriet er den, det går ud over. Endnu en Jane Austen filmatisering har fundet vej til de danske lærreder. "Emma" er med sin træfsikre blanding af 1800-tals engelsk landidyl og kurtiseringer blandt det bedre borgerskab, en oase for enhver pladder-romantiker.
Emma bor alene med sin far. Da der er sørget for familiens økonomiske rammer, må tiden bortødsles med andre gøremål. Det betyder for Emma's vedkommende at lægge ægteskabsplaner for alle byens ugifte unge. Selv har hun ingen planer om at blive gift. Hun stortrives med at lægge planer for andres lykke. Høj af troen på sin egen ufejlbarlighed kaster hun sig ud i at finde den perfekte partner til den lidt grove og naive Harriet, der spilles overbevisende og rammende af Toni Colette, som nogen måske husker som Muriel i "Muriels Wedding".
Selvom Harriet er småforelsket i landmanden Robert Martin, har Emma andre planer for Harriets lykke. Hun bør sigte højere. Sognepræsten Mr.Elton er et bedre bud. I al sin iver efter at føre de to sammen, overser Emma at Mr. Elton har kastet sin kærlighed på hende selv. Gang på gang kaster Emma sig ud i hasarderet spil med andres følelser, indtil hun selv rammes af Amors pil og fatter legens alvor.
Modet mangler
Gwyneth Paltrow spiller den selvtilfredse Emma med elegance og intelligens. Paltrow fremstiller Emma så yndefuldt og stolt, at hendes helt igennem magtbegærlige emsighed mister sit djævelske ansigt. Filmen mangler modet til at sætte Emma's heltinde status bare det mindste over styr. Der glattes for meget ud. Emma besøger de fattige og de syge med bugnende madkurve så smukt arrangerede, at de snildt kunne gøre sig i et reklamekatalog for "Mad og Vin's"-gaveservice. I dette gavmilde lys tages brodden af Emma's ellers noget overlegne forhold til de lavere klasser.
Kun én gang afløses glatheden af dybde, da Emma træder gammel-jomfruen Miss Bates over tæerne ved at gøre grin med hendes manglende situationsfornemmelse. Her viser filmen, at komedien også kan vise tænder. Det blir dog ved det ene forsøg.
1800-tals romantik
Filmen har svært ved ikke at lade sig beruse af 1800-tallets æstetiske kulisse, men det er ingen undskyldning for at hylde personlige og sociale magtkampe ind i blød fløjl og skinnende silke. De fleste Jane Austen filmatiseringer falder for fristelsen. Bøgerne er skrevet i en lystig tone med elegance og lethed, men underneden lurer der en stikkende ironi og en afslørende sarkasme, heller ikke filmatiseringen af "Emma" har tilstrækkeligt blik for. Tilbage bliver nydelige skuespilspræstationer, pæne kostumer og en kvik dialog.
"Emma" er, i instruktøren Douglas McGrath's hænder, blevet til en letbenet romantisk komedie. Den hverken svier eller kradser. Den er kæk uden at være fræk. Florlet og flygtig som en skolepigeflirt, der ikke gør noget indtryk på sigt.
19/11-2018
