Én mand og en lille stedsøn
3.0
Ny tjekkisk film går en vanskelig balancegang mellem varme menneskelige følelser, politisk bid og ren sødsuppe
Det sker ikke ofte, at en tjekkisk film kommer i dansk biografdistribution. Ganske vist kan man i øjeblikket se den tjekkiske instruktør Milos Formans amerikanske produktion "Folket mod Larry Flynt", men den ægte tjekkiske vare leveres af Jan Sverak i form af "Kolya".
Ufrivillig faderrolle
Handlingen udspiller sig i Prag '89, lige inden fløjsrevolutionen. Frantisek Louka er professionel cellist i pengenød, hvorfor han mod en klækkelig betaling indvilger i at indgå et pro forma ægteskab med en russisk kvinde. Ikke længe efter brylluppet benytter hun dog lejligheden til at flygte til Tyskland.
Det havde måske ikke bekymret Louka synderligt, hvis ikke det var for konens 5-årige søn, Kolya, som han nu hænger på. Det passer dårligt ind i hans ungkarle-rutine pludselig at skulle tage sig af en næsten forældreløs dreng, der ikke kan et ord tjekkisk. På nuværende tidspunkt kunne man godt frygte, at filmen ville ende i det rene pladdersentimentale vrøvl om et venskab på tværs af alder, nationalitet og fordomme af enhver belejlig art.
Nuanceret, men forudsigelig
Helt så galt går det ikke, for filmen er trods alt mere nuanceret end som så. Godt nok er moderen lidt flosset i kanten, når hun sådan bare forlader sit barn, men et rigtig stort røvhul er hun alligevel ikke. Og Sverak får listet en masse spidsfindig samfundskritik ind, som da Loukas ansøgning om at få Kolya anbragt på et børnehjem, ikke uden videre kan annulleres, bare fordi de to har fået det godt og gerne vil blive boende sammen. Der er vel indført bureaukrati!
Men filmen får aldrig frigjort sig fra, at den i udgangspunktet er forudsigelig og en smule uinteressant. Det kan vel ikke overraske nogen, at de to skal overvinde deres første modvilje mod hinanden og blive som far og søn. At Sverak så undgår den følelsesmæssige voldtægt, der ellers ligger lige for, er selvfølgelig et sympatisk træk. Men lidt mere dynamik og visuel opfindsomhed havde løftet filmen fra blot at være endnu et velmenende, socialrealistisk hverdagsdrama. Måske er dét, hvad Sverak har ønsket at skabe - lidt mere havde kunnet gøre det.
Det sker ikke ofte, at en tjekkisk film kommer i dansk biografdistribution. Ganske vist kan man i øjeblikket se den tjekkiske instruktør Milos Formans amerikanske produktion "Folket mod Larry Flynt", men den ægte tjekkiske vare leveres af Jan Sverak i form af "Kolya".
Ufrivillig faderrolle
Handlingen udspiller sig i Prag '89, lige inden fløjsrevolutionen. Frantisek Louka er professionel cellist i pengenød, hvorfor han mod en klækkelig betaling indvilger i at indgå et pro forma ægteskab med en russisk kvinde. Ikke længe efter brylluppet benytter hun dog lejligheden til at flygte til Tyskland.
Det havde måske ikke bekymret Louka synderligt, hvis ikke det var for konens 5-årige søn, Kolya, som han nu hænger på. Det passer dårligt ind i hans ungkarle-rutine pludselig at skulle tage sig af en næsten forældreløs dreng, der ikke kan et ord tjekkisk. På nuværende tidspunkt kunne man godt frygte, at filmen ville ende i det rene pladdersentimentale vrøvl om et venskab på tværs af alder, nationalitet og fordomme af enhver belejlig art.
Nuanceret, men forudsigelig
Helt så galt går det ikke, for filmen er trods alt mere nuanceret end som så. Godt nok er moderen lidt flosset i kanten, når hun sådan bare forlader sit barn, men et rigtig stort røvhul er hun alligevel ikke. Og Sverak får listet en masse spidsfindig samfundskritik ind, som da Loukas ansøgning om at få Kolya anbragt på et børnehjem, ikke uden videre kan annulleres, bare fordi de to har fået det godt og gerne vil blive boende sammen. Der er vel indført bureaukrati!
Men filmen får aldrig frigjort sig fra, at den i udgangspunktet er forudsigelig og en smule uinteressant. Det kan vel ikke overraske nogen, at de to skal overvinde deres første modvilje mod hinanden og blive som far og søn. At Sverak så undgår den følelsesmæssige voldtægt, der ellers ligger lige for, er selvfølgelig et sympatisk træk. Men lidt mere dynamik og visuel opfindsomhed havde løftet filmen fra blot at være endnu et velmenende, socialrealistisk hverdagsdrama. Måske er dét, hvad Sverak har ønsket at skabe - lidt mere havde kunnet gøre det.
19/11-2018
