Illusioner i Venedig - damefilm om umulig kærlighed

4.0
Sidste efterår kunne man se Helena Bonham Carter i den franske film Fransk Rapsodi, hvor hun spillede frustreret karrierekvinde, men hun er bedst som her i "The Wings of the Dove", der udspiller sig i 1910'erne

Kate (Helena Bonham Carter) er netop blevet introduceret til den engelske overklasse, hvor dekadence og intriger hersker. Hendes tante Maude (Charlotte Rampling) har bestemt, at Kate skal giftes med en rig social velanset mand, så både Kate, hendes fordrukne fader og tanten kan blive forsørget. Kates fader giftede sig i sin tid over sin stand, og det enten ulykkeligt, og Maude har nu sat sig for at forhindre, at Kate begår samme fejltagelse: at gifte sig under sin stand af ren og skær lidenskab. I dag er det i den vestlige verden den eneste rigtige grund til at gifte sig, mens datidens begær efter penge ikke længere er velanset. Kate er forelsket i Merton (Linus Roache), den unge fattige journalist, og det forhold bliver sat på en alvorlig prøve i løbet af filmen.

Intriger og begær
I dette sammensurium af intriger, begær og higen efter social accept dukker den unge meget rige amerikanske kvinde Milly (Alison Elliott) op. Hun er dødeligt syg, og da Merton dukker op til et selskab, og Milly på stedet forelsker sig i ham, ser Kate en udvej for hende selv og Merton. Gang på gang skubber Kate Merton i armene på den yndige Milly. Hvis nu Milly og Merton giftede sig, og Milly døede kort efter, ville Kate og Merton både kunne få hinanden, penge og den anseelse, de ellers ikke har mulighed for.

Milly inviterer Kate og Merton med til Venedig. Endnu ved Merton intet om Kates planer og forstår ikke, hvorfor hun hele tiden forsøger at smæde ham sammen med Milly. Men da hun invier ham i sit forehavende, nægter han ikke, og da Kate tager hjem for at lade ham alene med Milly, følger han ikke efter. Kates tante Maude har i sandhed lært sin niece intrigens kunst.

"The Wing of the Dove" er instrueret af Iain Softley, som i sin tid debuterede med "Backbeat", en musikfilm om den femte beatle, som efterfulgtes af spændingsfilmen Hackers. Og her filmatiserer Softley så Henry James roman af samme navn.
Helena Bonham Carter huskes især fra sine engelske film, som "Værelse med udsigt" og "Howards End", men efterhånden har den engelske rose bevæget sig fra trodsig teenager til kontrær kvinde i f.eks. Woody Allen's "Mighty Aphrodite". Her har Bonham Carters spil en anden sart dybde i rollen som Kate, end ungpigefigurerne sædvanligvis giver mulighed for. Den smukke Merton spilles af Linus Roache, som spillede katolsk homoseksuel præst i "Priest".
Hans rolle som Merton giver ikke så stor mulighed for, at Roache kan komme helt igennem med talentets fulde styrke, på samme niveau som i "Priest". Det er lige før han reduceres til objekt for de to kvinder. Som Milly ses Alison Elliott, der spillede hovedrollen i "Spitfire Grill", og Kevin Costners hustru i "Wyatt Earp". Hendes fregnede amerikanske skønhed står fint i kontrast til Bonham Carters Snehvidefarver.

Troen på fremtiden
Trekantsdramaet "The Wings of the Dove" udspiller sig i pittoreske scenarier, både i Englands klassedelte London og i Venedigs regnvåde barokarkitektur. Og der ér meget regn i filmen, så man ikke bliver i tvivl om alles ulykkelige situation. For selv om Venedig er smuk og selskabet vidunderligt, er ingen af de tre rigtigt lykkelige. Ingen af dem har det, de længes efter. Kate kan ikke offentligt vise sin kærlighed til Merton. Milly har ikke Mertons kærlighed, som er det eneste den velhavende forældreløse kvinde vil have og ikke kan købe. Og Merton har hverken penge eller kærlighed, men muligheden for begge dele.

Fra begyndelsen har Kate siddet som i en skruestik, fuldstændig som Kate Winslets ungmø i "Titanic", der også skulle gifte sig til rigdom efter moderens ordrer. Og ligesom i "Titanic" sættes kærligheden over pengene, og illusionerne over virkeligheden. Vi kan så sidde trygge i vores 90er virkelighed og mene at kærligheden overkommer alt, men spørgsmålet er, om dét er mere reelt end datidens nødvendige sociale anseelse. Begge films romantiske billede af troen på fremskridtet og dekadencens fordærv skulle sætte gang i det moderne menneskes hovedrysten, men man fascineres nu af tidsånden og de flotte kostumer. Og det er jo det kærlighedsfilm handler om. Den drømmende sukken efter det umulige og her det forgangne, det der var engang og aldrig mere kommer uspoleret tilbage.

Gedigen og europæisk
"The Wings of the Dove" er en smuk og roligt fortalt damefilm, uden hverken ramasjang eller voldsomme følelsesudbrud. I god engelsk tradition holdes følelserne indenbords, mens lidenskaberne slår smut på overfladen af det dybe vand. "The Wings of the Dove" er langt fra den trivielle amerikanske tåreperser. Det er en glimrende film i gedigen europæisk tradition.
The Wings of the Dove