I begærets iskolde favntag
4.0
For Fassbinder-elskere vil "Dråber på hede sten" være en kærkommen gave, medens det mere mainstream-orienterede publikum nok bør holde sig væk
En aften samles den 20-årige Franz (Malik Zidi) op, tilsyneladende tilfældigt, af den midaldrende forretningsmand Leopold (Bernard Giraudeau), som tager ham med hjem i sin spartansk indrettede lejlighed og forfører ham. Tiden og stedet er 1970'ernes Tyskland, endnu med skyggen af skyld-følelsen over verdenskrigen hvilende tungt over hele nationen. Franz underkaster sig begærets lov og påtager sig rollen som slavedreng i et sanseligt, tvangsrituelt forhold med den stærkt dominerende Leopold. Deres samliv kompliceres, da sexlegene bliver rutine, og hverdagen sætter ind. Da Franz's Lolita-sensuelle kæreste, Anna (Ludivine Sagnier), dukker op i lejligheden, lægger Leopold straks an på hende, og hun overgiver sig til hans virile udstråling.
Fra Leopolds fortid dukker den smukke, transseksuelle Vera (Anna Thomson) op. I sin tid fik hun foretaget et operativt indgreb for at blive til den kvinde, som Leopold gav sit ord på, at han ville gifte sig og stifte familie med. Naturligvis var dét et bedrag. Leopold dominerede og tog nydelse i hende i et stykke tid, hvorpå han - da hendes rynker blev markante og kødet slappere - kastede hende bort som en brugt karklud.
Kærlighed er koldere end døden
Kun i døden kan Franz forløses fra det stålgreb, som masochisten Leopold fastholder ham i, og døden bliver da også hans udvej til sidst, da det står endeligt klart for ham, at hans rolle som sexobjekt er udspillet. Franz er blevet kasseret til fordel for det yngre kød, den storbarmede Anna, præcis som Vera i fordums tid blev det. Forinden har han dog helt mekanisk og apatisk håndhævet de undertrykkende dominansmønstre, som han selv ligger under for i forholdet til Leopold, overfor kæresten Anna.
I filmens allersidste indstilling prøver Vera desperat, men selvsagt forgæves, at åbne stuens vindue; at lukke luft ind i det stivnede tableau og få kontakt til omverdenen. Hele sekvensen illustrerer et vakuum af uhæmmet liderlighed og bedrag, som karaktererne ikke kan undslippe. Følelserne mellem dem er visnet bort, men kødets lyst fastholder dem i rituelle positioner.
"Dråber på hede sten" er baseret på et skuespil, som tysk films manisk produktive dynamo Rainer Werner Fassbinder (1945 - 82) forfattede som 19-årig, tilbage i 1964. Herhjemme har stykket været opført på Caféteatret i 1987 - i Henrik Bjelkes oversættelse og Emmet Feigenbergs instruktion.
Den i Frankrig kontroversielle instruktør Francois Ozon har forløst Fassbinders psykoseksuelle dramatekst med en nøgen konsekvens, som fremmaner en egen, sært besnærende, stemning af blufærdig voyeurisme - og dermed medskyld - hos tilskueren. Og så er der blændende skuespil af Bernard Giraudeau og Malik Zidi i de to krævende hovedroller.
At "kærlighed er koldere end døden" vidste vi godt fra Fassbinders eget mesterværk om det homoseksuelle parforholds svære kår, "Frihedens knytnæve" (1974), men det er godt at få repeteret.
En aften samles den 20-årige Franz (Malik Zidi) op, tilsyneladende tilfældigt, af den midaldrende forretningsmand Leopold (Bernard Giraudeau), som tager ham med hjem i sin spartansk indrettede lejlighed og forfører ham. Tiden og stedet er 1970'ernes Tyskland, endnu med skyggen af skyld-følelsen over verdenskrigen hvilende tungt over hele nationen. Franz underkaster sig begærets lov og påtager sig rollen som slavedreng i et sanseligt, tvangsrituelt forhold med den stærkt dominerende Leopold. Deres samliv kompliceres, da sexlegene bliver rutine, og hverdagen sætter ind. Da Franz's Lolita-sensuelle kæreste, Anna (Ludivine Sagnier), dukker op i lejligheden, lægger Leopold straks an på hende, og hun overgiver sig til hans virile udstråling.
Fra Leopolds fortid dukker den smukke, transseksuelle Vera (Anna Thomson) op. I sin tid fik hun foretaget et operativt indgreb for at blive til den kvinde, som Leopold gav sit ord på, at han ville gifte sig og stifte familie med. Naturligvis var dét et bedrag. Leopold dominerede og tog nydelse i hende i et stykke tid, hvorpå han - da hendes rynker blev markante og kødet slappere - kastede hende bort som en brugt karklud.
Kærlighed er koldere end døden
Kun i døden kan Franz forløses fra det stålgreb, som masochisten Leopold fastholder ham i, og døden bliver da også hans udvej til sidst, da det står endeligt klart for ham, at hans rolle som sexobjekt er udspillet. Franz er blevet kasseret til fordel for det yngre kød, den storbarmede Anna, præcis som Vera i fordums tid blev det. Forinden har han dog helt mekanisk og apatisk håndhævet de undertrykkende dominansmønstre, som han selv ligger under for i forholdet til Leopold, overfor kæresten Anna.
I filmens allersidste indstilling prøver Vera desperat, men selvsagt forgæves, at åbne stuens vindue; at lukke luft ind i det stivnede tableau og få kontakt til omverdenen. Hele sekvensen illustrerer et vakuum af uhæmmet liderlighed og bedrag, som karaktererne ikke kan undslippe. Følelserne mellem dem er visnet bort, men kødets lyst fastholder dem i rituelle positioner.
"Dråber på hede sten" er baseret på et skuespil, som tysk films manisk produktive dynamo Rainer Werner Fassbinder (1945 - 82) forfattede som 19-årig, tilbage i 1964. Herhjemme har stykket været opført på Caféteatret i 1987 - i Henrik Bjelkes oversættelse og Emmet Feigenbergs instruktion.
Den i Frankrig kontroversielle instruktør Francois Ozon har forløst Fassbinders psykoseksuelle dramatekst med en nøgen konsekvens, som fremmaner en egen, sært besnærende, stemning af blufærdig voyeurisme - og dermed medskyld - hos tilskueren. Og så er der blændende skuespil af Bernard Giraudeau og Malik Zidi i de to krævende hovedroller.
At "kærlighed er koldere end døden" vidste vi godt fra Fassbinders eget mesterværk om det homoseksuelle parforholds svære kår, "Frihedens knytnæve" (1974), men det er godt at få repeteret.
19/11-2018
