Kenneth McNeil
-
-
- Babylon A.D.
- "Babylon A.D. gør sine steder et behjertet forsøg, men synes aldrig besjælet."
2
- Zohan
- "Zohan er vaudeville uden timing, satire uden pointe, komik uden substans. Medmindre man altså virkelig – virkelig! – godt kan lide jokes om hummus."
1
- Happy-Go-Lucky
- "Det er ikke fordi, Happy-Go-Lucky ikke vil noget, ikke kan noget, men snarere qua dens åbne struktur – Poppy har intet tydeligt mål – at nogle seere måske vil føle sig snydt."
4
- Hellboy 2: The Golden Army
- "...når Hellboy slår på tæven, Liz brænder, Abe filosoferer og monstrene vrimler frem – er der meget få falske toner. Hellboy 2 tæsker fremad og nedad, ned gennem kaninhullet."
4
- Get Smart
- "De mange actionscener er professionelt sat op, velkoreograferede, fyldt med stunts og, en smule overraskende, ofte svært intense."
4
- Prom Night
- "Det savner blikket for den stålblanke knivs gennemboring af huden. Eller rettere: Truslen om det, og kælen for denne trussel."
1
- Star Wars: The Clone Wars
- "Der er ikke den tekniske detaljegrad som i f.eks. Pixars film, men til gengæld masser af personlighed."
4
- The Forbidden Kingdom
- "Af en film, der peger på fantasien, som stedet vi slipper fri og finder os selv, at være, er The Forbidden Kingdom forbløffende idéforladt. Den kinetiske energi spares op, men slippes aldrig fri."
2
- Doomsday
- "Doomsday forfalder – efter en lovende indledning – til blod, vold og kølige one-liners en 70’er-snask-film værdig. Det er usammenhængende, usandsynligt og rigtigt bestialsk besnærende."
3
- En fri verden
- "Det almene etiske dilemma slår hårdt, og det højaktuelle immi- og integrationstema lige så."
4
- Drillbit Taylor
- "Den er som de film, den ønsker at parodiere. Hvor Superbad og Knocked Up legede med, afviste og til sidst vendte klichéerne på hovedet, vikles den seneste Apatow Productions-film ind i dem."
2
- Street Kings
- "Det er denne nymodens, men på flere måder allerede gode og gamle, fortælling om små- og helbrodne kar i politiet, om hvordan vi alle, kriminelle eller kriminalitetsbekæmpere, i sidste ende hytter eget skind. Og desværre i dette tilfælde uden noget nyt."
2
- Halløj i Operaen
- "Overdrevet? Tåbeligt? Vanvittigt? I dén grad.
De laver dem desværre ikke, som de engang gjorde."
5
- Shoot 'Em Up
- "Det er svært at forestille sig en bedre film at skylle lørdag aften, vodka og Red Bull ned med, for senere, søndag formiddag, at sende den retur ad samme vej. Så let er den at glemme."
3
- Forældre
- "Selv med kun få – men i dén grad kostbare – lysglimt formår Forældre både at stikke til hjertet og pirre hjernen. Og det er bestemt værd at se."
4
- Aliens vs. Predator 2
- "Det er udmærket at påråbe sig actionfilmens arketyper, men lidt færre personer, og lidt flere detaljer om disse, havde bestemt pyntet."
2
- Cassandra's Dream
- "På (ny)klassisk Woody Allen-manér findes der dog også i denne seneste film lysglimt i mørket, morsomme stunder iblandet det gravalvorlige."
5
- American Gangster
- "Et interessant indblik i 70’ernes Harlem, og et endnu mere imponerende indblik i én af det seneste århundredes største narkobaroners liv."
4
- Djævelens advokat
- "Alt for ofte er spørgsmålene for upræcise, svarene for vævede og helt basale elementer, som f.eks. hændelsernes kronologi, uklare."
3
- Mala Noche
- "Mala Noche er fattig på klassisk udvikling i sin fortælling, men til gengæld rig på realisme samt både tematisk og teknisk vovemod."
4
- Hitman
- "Lidt for forudsigelig, ret usammenhængende og alt for tåbelig til, at det kan forklares med ord, men alligevel lige akkurat seværdig for sultne fans af computerspillet eller Bourne-filmene."
2
- Dobbeltspil
- "Dobbeltspil savner det vid og bid, der gjorde både det oprindelige teaterstykke og Mankiewicz’ filmatisering fra 1972 til små mesterværker."
1
- 30 Days of Night
- "Man tror simpelthen på stedet, på optrinene, på udviklingen. I hvert fald i det omfang man nu engang kan tro på vampyrhorror."
5
- We Own the Night
- "Hvor der burde være sympati, er der kun apati. Hvor tilskuerens øjne burde være klistret til lærredet, løsriver de sig i stedet og stjæler et kig på armbåndsuret."
2
- 1408
- "Et lavere ambitionsniveau og en højere genreforståelse havde gavnet. Især i den sidste halvdel. 1408 er værd at se, men desværre heller ikke mere."
4
- Inland Empire
- "Bedre på dvd end i biografen og allerbedst med seks-syv kopper kaffe undervejs og en notesblok i hånden. Inland Empire er én af de vigtigste film i årevis."
5
- Resident Evil: Extinction
- "Det er én lang flugt fra og forsøg på at udrydde zombier, det er både b-film og b-skuespil, men det er stadig nok til at stille den værste blodtørst."
3
- Saw 4
- "Til forskel fra sine to umiddelbare forgængere forsøger SAW IV at opbygge en psykologisk spænding og rejse nogle spørgsmål. Til forskel fra den første film mislykkes den desværre overvejende med begge dele."
2
- Panserkrydseren Potemkin
- "...sjælden synæstetisk totaloplevelse. Lige fra de første billeder af krydseren til den nådesløse nedslagtning af Odessas indbyggere under den klassiske trappescene..."
6
- Farligt møde
- "Lidt overflødig udredning, samtalerne Guy, Anne og Annes familie i mellem og et lidt for spændingsløst midterakt frarøver Strangers on a Train pladsen helt oppe ved Rear Window, Vertigo og North by Northwest. Men også kun lige."
5
- Stardust
- "...er så på én gang diabolsk morbid og klassisk eventyrvarm, at det er svært at modstå."
4
- Evening
- "Det er som et pænt, men ordinært, landskabsmaleri sat i en overdådig guldramme og hængt op på Louvre ved siden af Mona Lisa. Stort, smukt og lige så opkvikkende som et sedativ."
2
- The Dark Is Rising
- "The Dark is Rising er Den Uendelige Historie uden charmen, den nylige Stardust uden dennes sans for tempo og forståelse af sit eget univers. Et billigt teenagedrama pakket ind som eventyr."
1
- Halloween
- "Er Tarantino mesteren af b-films pastiche, må Zombie siges at være godt på vej til at blive en ægte b-films instruktør. Og det er bestemt et kompliment."
4
- Water
- "Water er en vigtig social og historisk kritik, men desværre som film forudsigelig og dramaturgisk drænet for opfindsomhed. Mere løftet pegefinger end film."
3
- 2 dage i Paris
- "Delpys film er hverken lige så helstøbt eller lige så original som Linklaters parisiske perler, men det er overraskende tæt på."
4
- Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry
- "Både Sandler, James og selv Biel gør det ok (og Steve Buscemi stjæler selvfølgelig showet som slimet agent for myndighederne), og giver det forfærdeligt fordummende manuskript en smule kunstig åndedræt."
2
- Superbad
- "Superbad varierer konstant i (manglende) takt, i tone og i stil, konstant svingende mellem visuelle gags og perfide one-liners."
5
- Knocked Up
- "Knocked Up er præcist som den aller-allerførste gang. Klodset, en smule komisk, men mest af alt en varm, dejlig fornemmelse."
5
- The Lookout
- "En intens persontegning, der efter godt tre kvarter bliver til en rendyrket krimi om en lille, urolig bandes bankrøveri, for til sidst igen at nærme sig det psykologiske drama."
5
- Kollegiet
- "Værre end både klichétungt plot og et filmisk billigt udtryk er dog persongalleriet. En irriterende blåøjet provinspige, en egoistisk salonkælling og sladdertaske, en velmenende nørd og en selvfed scorekarl."
1
- Disturbia
- "Disturbia er – trods en både forhastet og forudsigelig slutning – bestemt foruroligende."
4
- The Simpsons Movie (org. version)
- "...er bestemt anbefalelsesværdig til både fans og vordende fans. Men den er på ingen måde på højde med f.eks. ”Radioactive Man”-afsnittet eller den komiske krimi-pastiche i dobbeltafsnittet ”Who Killed Mr. Burns?”."
4
- The Simpsons Movie
- "...er bestemt anbefalelsesværdig til både fans og vordende fans. Men den er på ingen måde på højde med f.eks. ”Radioactive Man”-afsnittet eller den komiske krimi-pastiche i dobbeltafsnittet ”Who Killed Mr. Burns?”."
4
- Planet Terror
- "En glimrende enkeltstående film, men en endnu bedre hyldest til zombiefilm, b-film og exploitation-film."
5
- Vacancy
- "Vacancy er fyldt med potentiale, men indfrier det kun sjældent. I stedet må det nøjes med at være et habilt sommergys."
3
- Time
- "Alt for få instruktører i dag vover som Ki-Duk at lade billedet bære fortællingen og formulere pointerne implicit. Time viser, at tiden måske alligevel ikke er løbet fra den personlige, meditative film."
4