Kenneth McNeil
-
-
- Fun with Dick and Jane
- "Selv når filmen i ny og næ rammer plet, er det i kraft af genbrug. Den altid sprudlende Jim Carrey lyser op i de simple stand-up- og slapstick-scener..."
2
- Transamerica
- "Transamerica er ingen stor film, men til gengæld en særdeles vigtig én, båret af noget i Hollywood så sjældent som en velformuleret humanistisk pointe."
4
- Walk the Line
- "...uden den nyfortolkede musik og – ikke mindst – skuespillerne havde Walk the Line næppe været bemærkelsesværdig. For sjældent har en film i dén grad været båret af dens skuespillere."
4
- Saw II
- "Det er ikke for folk med sarte nerver – og heller ikke for folk med store krav til troværdige plots og personer."
3
- Three Extremes
- "Three Extremes er en surrealistisk Buñuel-fabel fortalt i regnbuens farver og dyppet i mareridtets materie. Et lille mesterværk."
5
- Jarhead
- "...én lang række autonome scener, der hver især forsøger at skildre soldaternes mentale forfald fra seje drengerøve til eksistentielt fremmedgjorte maskiner, men aldrig finder sammen i et fælles tematisk udtryk."
3
- Domino
- "Domino er en jagt på at fuldende stilen og fortabe fortællingen. Det er en speciel oplevelse."
3
- The Family Stone
- "Desværre er det hele så forbandet forudsigeligt, at man allerede efter en halv time kan forudse hver enkelt persons fremtid."
2
- Lord of War
- "For Lord of War er %u2013 trods sine melodramatiske parenteser %u2013 et stærkt satirisk frontalangreb. En velplaceret retorisk kugle for panden."
4
- I dine sko
- "...det er i afbildningen af forholdet mellem den umodne, egoistiske Maggie, der uden at tøve knepper sin søsters kæreste, og den alt for modne, alt for stive Rose, at I dine sko virkelig excellerer."
3
- Brønden
- "...mytologiserer lige lovlig meget i sin tilstræbte afmytologisering, men er %u2013 for Welles-kendinge %u2013 alligevel en værdig lyrisk parentes."
3
- Doom
- "...desværre for Doom er instruktør Andrzej Bartkowiak mere interesseret i action, potensforlængende våben, blod og metaltrådsrock end gys. Det bliver lidt trættende i længden."
2
- Wedding Crashers
- "...en voldsom vulgariseret omgang pjat, men som oftest også hysterisk morsomt, takket være Vaughn og Wilsons komiske timing..."
3
- The Brothers Grimm
- "...hænger slet, slet ikke sammen %u2013 og alligevel er det en fabelagtig tur over stok og sten, igennem krat og ukrudt."
4
- The Aristocrats
- "...en noget ujævn, men stadig sært fascinerende oplevelse."
4
- Tarnation
- "...er lige dele øjenåbnende og hjerteskærende. Et mesterværk."
6
- Cinderella Man
- "...er hverken overraskende eller overrumplende. Det er til gengæld en solid %u2019feel good-film%u2019, der veksler mellem melo- og boksedrama."
4
- Dark Water
- "Der er for meget opbygning, for lidt spænding og så at sige ingen gys."
3
- Sin City
- "Det er overdrevet, ja, nærmest absurd, men i den frække tegneserie-optik med de sparsomme røde blodpletter, de dystre skygger og de aggressive animationer føles det også helt fantastisk rigtigt."
5
- Be Cool
- "...er så optaget af at være selv-reflekterende, selvsmagende og selvpromoverende, at den helt glemmer sig selv..."
2
- White Noise
- "...halvdelen af filmen er Michael Keaton i intens stirrekonkurrence med et fjernsyn. Det skaber måske lidt skratten på linjen, men giver aldrig udslag på hverken spændings- eller pulsmåleren."
2
- Hotel Rwanda
- "Det humanistiske portræt er malerisk, tæt og omsorgsfulgt uden dog at blive hverken omklamrende eller fortænkt."
4
- Solkongen
- "...handler...om at se tilværelsens lyse sider, have et åbent sind og lade hjertet råde. Dét er i sig selv et smukt budskab, og, fortolket af nogle af landets ypperste humorister, er det også en varm og morsom film."
4
- House of Flying Daggers
- "Der findes ingen ordinære scener, kun forskellige grader af visuelt prangende, lige fra åbningsscenens spraglede, rødlige glædeshus til de uskyldsrene, hvide blomsterenge."
5