Genre: Action

De fleste actionfilm har noget, der til nøds kan kaldes en handling. Historien står imidlertid næsten altid i skyggen af filmens helt og en håndfuld spektakulære optrin og hændelser. Det vigtige er helten - hans stil, hans attitude og hans håndtering af problemerne. Udover de handlekraftige helte er actionfilm bygget op omkring visuelt overdådige actionscener - skuddueller, slagsmål, eksplosioner og jagter i allehånde transportmidler. Hvadenten der er tale om locationoptagelser eller computergenerede special effects, så er formålet med actionscenen at fremkalde en adrenalinrus hos publikum.

I actionfilmen tæller handling og resultater, fremfor ord og gode hensigter. Dens værdinormer er altovervejende konservative, patriakalske og nationalistiske. Nogen vil kalde actionheltene for reaktionære, våbenglade selvtægtsmænd, mens andre vil kalde dem for idealistiske frelsere. Det ligger dog fast, at actionhelte ikke rekruteres blandt afholdsmænd, pacifister, homoseksuelle, vegetarer eller medlemmer af akademikernes fagforbund.

Den moderne actionfilm er primært et amerikansk fænomen, der udspiller sig i nutiden i amerikanske storbyer og på den globale scene. Genren begynder at tage form i de tidlige 1970'ere og kan på en række områder ses som afløser for westernfilmen. I begge genrer finder man ofte helte, der eksistererer på randen af det establerede samfund. De er enspændere, der nærer en dyb skepsis til bureaukrater og politikere, og de foretrækker at løse problemer med handling fremfor snak.

Med 'Dirty Harry' (1971) skabte Clint Eastwood det første action-ikon. Her optræder han som en desillusioneret politmand, der væmmes ved både de blødsødne politikere og samfundets forbrydere. Et par år efter at Harry kom på banen kan man opleve Charles Bronson indenfor samme boldgade i 'En mand ser rødt'-serien.

Med amatørbokseren Rocky Balboa og den den traumatiserede vietnamveteranen John Rambo skaber Sylvester Stallone to af den moderne populærkulturs mest kendte ikoner i to af filmhistoriens mest indbringende serier. Filmene var med til i an periode at gøre Sylvester Stallone til verdenes største filmstjerne og markerede samtidig genrens absolutte storhedstid i 1980erne.

Bodybuilderen Arnold Schwarzenegger blev den anden af 1980ernes store actionstjerner. Han inkarnerer overmennsket og actionhelten som kropsligt ideal i film som 'Conan - barbareren' (1982) og ikke mindst 'The Terminator' (1984).

Da komikeren Eddie Murphy slog kludene sammen med Nick Nolte i '48 timer' (1982) blev det samtidig startskuddet til en lang række action-komedier med umage par i hovedrollerne. Siden fulgte film som 'Dødbringende våben' (1987) og 'Rush Hour' (1998) som eksempler inden for samme type actionfilm.

Mens actionfilmen har stået for nogle af de seneste årtiers dyreste og mest profitable film, så behøver actionfilm ikke at være dyre. Det beviste Robert Rodriguez med kulthittet 'Dræberen' (1992), der havde et budget 7.000 dollars. Imidlertid opnår de fleste low-budget actionfilm ikke biograferne overhovedet, men lever deres eget stille liv på vhs og dvd.

Actionfilmen har aldrig været inde i varmen hos det etablerede selskab og slet ikke hos filmkritikerne. De betragtes som primitive voldsorgier uden kunstnerisk værdi og tages derfor heller ikke i betragtning, når filmbrancen og kritikere uddeler priser.

Gennem mange år var filmenes stjerner outsidere, der havde stærkt begrænsede erfaringer som skuespillerne. Hverken Chuck Norris, Arnold Schwarzenegger eller Sylvester Stallone har kunne trækket på deres erfaring med Shakespeare, da de begyndte deres karriere på det hvide lærred. Med tiden har enkelte mere lødige skuespillere dog ladet sig friste af genrens store honorarer og risikeret deres gode navne i den underlødige genre, for eksempel Wesley Snipes i Passeger nr. 57 (1992) Nicolas Cage i 'Face/Off' (1997) og Robert De Niro i 'Ronin' (1998).

Actionfilmen går ofte i symbiose med andre genrer. Ligeledes kan elementer fra actionfilm også opleves i beslægtede genrer, der også byder på handlekraftige mænd, hæftige optrin og store budgetter, for eksempel krigsfilm, episk drama, thriller krimi, adventure og science fiction.

Bortset fra USA har den asistiske verden budt på mange eksempler indefor genren. Martial arts-filmen har haft stor popularitet i denne del af verden siden 1950’erne. I begyndelsen af 1970’erne fik resten af verden også øjnene op for kampsportsfilmen, da Bruce Lee slog igennem 'I dragens klør' (1973).

I begyndelsen af 1980’erne markerede Hong Kong sig som et nyt centrum for actionfilm. John Woos 'A Better Tomorrow' (1986) var den første af en række originale og stilsikre film, der udforskere temaer som loyaliet, ære, retfærdighed og venskab. Produceren og instruktøren Tsui Hark fik anerkendelse for sin sin episke 'Once Upon A Time In China', der udspiller sig i 1800-tallet.

Hong Kong-skuespillere som Yun-Fat Chow og Jet Li har siden fortsat deres karriere i USA. Instruktøren og skuespilleren Jackie Chan har siden 'The Drunken Master' (1978) instrueret sig selv i en lang række action-komedier, hvori han udfører sine egne halsbrækkende stunts. Med 'Ballade i Bronx' (1996) tog det vestlige publikum også den adrætte kinesers kombination af action og slapstick til sig.

I dansk sammenhæng er action-filmen stort set et ukendt fænomen. Anders Thomas Jensens 'I Kina spiser de hunde' (1999) Thomas Jensen blev en stor biografsucces og var med til at indvarsle en mindre bølge af danske action-komedier i de efterfølgende år.


Scope anbefaler - De bedste og vigtigste actionfilm