Genre: Spoof

Intet er helligt og alt er tilladt, når det gælder spoof-film. Hitler, Jesus, The Beatles, flyulykker, kanibalisme og sex - alt kommer før eller siden under kærlig behandling i denne snylter-genre, der lever højt på at lave grin med andre film og velkendte genrer. Ofte fremstår disse spoof-film som de olympiske lege i platheder indforståede jokes. Det er nok årsagen til at seriøse filmkritikere ofte ofte dem som filmmediets underlødige skadedyr.

I en spoof-film forudsættes det at publikum har et stort kendskab til etablerede arketypiske figurer, situationer, genrekonventioner og film i al almindelighed. Når spoof-film er vellykkede udstiller og latterliggør de konventioner og klichéer, samtidig med at de fortæller en sammenhængende historie.

Dårlige spoof-film er fulde af skæve usammenhængende indfald og indforståede vittigheder, der kun for alvor værdsættes af infantile filmnørder. Man finder ofte spoof-elementer i traditionelle komedier, men ægte spoof-film går planken ud og er fra ende til anden udformet som en parodi.

En række spoof-film har dog med tiden opnået klassiker-status. Det gælder ridder-parodien 'Monty Python og de skøre riddere' (1974), Woddy Allens hyldest til russisk litteratur i 'Kærlighed og død' (1975), Mel Brooks' western-parodi 'Sheriffen skyder på det hele' (1974) og 'Airplaine' (1980), der tager katastrofefilmen under kærlig behandling. Instruktører som Mel Brooks, Jim Abrahams og David Zucker har ligefrem gjort det til en karrierevej af lave spoof-film.

Spoof-filmen slog for alvor igennem i 1970'erne, men fænomenet har optrådt i stort set hele filmhistorien. Selve betegnelsen spoof er dog af nyere dato. Af ældre film kan nævnes svenske Mauritz Stillers 'Thomas Graals bedste film' (1917) og 'Øllet blev hans skæbne' (1933) med W.C. Fields i hovedrollen. Sidstnævnte var oprindelig ment som en parodi på datidens såkaldte Yukon melodrama, men ses i dag blot som en klassisk W.C. Fields-komedie. I 1940 kom 'The Road to Singapore' med Bob Hope og Bing Crosby som den første af i alt syv film, der parodierer action adventure-genren. Bob Hope lavede i 'My Favorite Brunette'(1947) også grin med den hårdkogte detektivfilm.

Siden slutningen af 1980’erne synes spoof-genren at have tabt terræn. Måske skyldes det, at mange film i samme periode begyndte at indeholde mange selvparodiske elementer og i det hele taget blev meget genrebevidste i deres udtryk.

Undergenren fik et comeback i sidste del af 1990’erne. Både Mike Myers agent-parodi 'Austin Powers: International Man of Mystery' (1997) og 'Scream' (1996), Wes Cravens komiske dekonstruktion af teenagegyseren, blev kæmpehits . I 2000 kom 'Scary Movie', der havde den sigende arbejdstitel 'Scream If You Know What I Did Last Halloween'!

Folkene folk bag spoof-film har ofte rødder i tv-satire som for eksempel 'Saturday Night Live' (1975-). I det hele taget har spoof-fænomenet stolte traditioner inden for tv, hvor de genrebevidste parodier kan opleves i alt fra 'The Muppet Show' (1976-81) og 'The Simpsons' (1989-) til DRs 'Bertelsen - de uaktuelle nyheder' (2002).

Som en undergenre inden for spoof-filmen finder man mockumentary, der som navnet antyder laver grin med dokumentarfilmens konventioner. Til de fornemste eksempler inden for denne genre hører Eric Iddles og Gary Weis' Beatles-parodi om 'the prefab four' i 'The Rutles' (1978), Woody Allens 'Zelig' (1983) og Rob Reiners vidnesbyrd om en turné med rockbandet Spinal Tap i 'On The Rocks' (1984). Tim Robbins' portræt af en ultra-konservativ politiker og folksanger i 'Bob Roberts' og Peter Jacksons rehabilitering af den glemte filminstruktør Colin McKenzie i 'Forgotten Silver' (1995) er heller ikke uden underholdningsværdi.

Danske spoof-film er sjældne. Erik Ballings parodierer agent-filmen i 'Slå Først, Frede!' (1965), og 'Slap af, Frede!' (1965), mens Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen tager sig kærligt af den danske institution Morten Korch-filmen i 'Kampen om den røde ko' (1987).