Lawrence Kasdan

Efter i en række år at have kæmpet for at få afsat sine manuskripter ramte Lawrence Kasdan jackpot som medforfatter til 'Imperiet slår igen' (1980) og som ene mand bag den første film om eventyreren Indiana Jones, 'Jagten på den forsvundne skat' (1981). Succesen gav ham mulighed for at få opfyldt sin ambition om selv at instruere.

Debuten 'Body Heat' var en stilsikker modernisering af noir-klassikeren Kvinden uden samvittighed (1946). Filmen gjorde Kathleen Turner til stjerne i rollen som den sexede Matty Walker, der lokker William Hurt ud på særdeles tynd is. William Hurt var også med to år senere i ensembledramaet 'Gensyn med vennerne', hvor Kasdan med en blanding af nostalgi og melankoli undersøger, hvad der blev af 1960ernes idealer.

Efter den letbenede men vellykede western 'Silverado' (1985), forsøgte Kasdan sig med det romantiske drama 'Turist ved et tilfælde' (1988) med stort held. Geena Davis fik en Oscar for bedste birolle og filmen modtog tre yderligere nomineringer.

Efter den mindre heldige sorte komedie 'I Love You To Death' (1990) fik Kasdan et solidt comeback med den ambitiøse og bredt anlagte 'Grand Canyon' (1991). Kasdan havde selv skrevet det Oscarnominerede manuskript i samarbejde med sin kone Meg. Året efter kunne Kasdan glæde sig over at et af hans gamle manuskripter blev realiseret i form af blockbuster-hittet 'Bodyguard'. Kasdan fungerede producer på filmen.

Vennen Kevin Costner havde også hovedrollen i Kasdans næste projekt, der imidlertid skulle lide en helt anden skæbne. Den ambitiøse western 'Wyatt Earp' (1994) havde et kæmpebudget, en spilletid på lidt over tre timer og udmærkede sig primært ved at blive et flop af dimensioner. Siden har Kasdan ikke rigtig formået at finde melodien igen.

Den romantiske komedie 'French Kiss' (1995) fremkaldte kun anstrengte smil, mens det beskedne komediedrama 'Mumford' (1999) fik en lettere lunken modtagelse. Fire år senere forsøgte Kasdan sig i en helt anden boldgade med scifi-gyseren 'Dreamcatcher', baseret på en roman af Stephen King.

Kasdan er uddannet ved University of Michigan og ville oprindelig have været engelsklærer. Inden han fik gang i filmkarrieren arbejdede han inden for reklamebranchen. Han er far til Jake Kasdan, der i 2002 spillefilmsdebuterede med komedien Orange County.
Født
14/01-1949 Miami, Florida, USA
< 1 >