Gwyneth Paltrow

Gwyneth Paltrow
Efter en række perifere roller fik Gwyneth Paltrow vind i sejlene med hovedroller i periodedramaerne 'Emma' (1996) og især 'Shakespeare in Love' (1998). Bag Paltrows porcelænsfine ydre gemmer sig et lysende nærvær, som ofte ikke er til at stå for, og hun indkasserede en ganske fortjent Oscar for sidstnævnte rolle. Siden har Paltrow etableret sig som en af sin generations meget alsidige og mest respekterede stjerner.

Paltrow gjorde i 1997, hvad få kvinder kunne drømme om at gøre: Hun droppede Brad Pitt, efter at parret havde flettet fingre, siden de spillede sammen i 'Seven' (1995). Hendes far er instruktøren Bruce Paltrow, og hun spiller med i hans karaoke-komedie 'Duets' (2000). Mor hedder Blythe Danner og er skuespiller.

I 2001 beviste Paltrow for alvor sine evner i for komediegenren med dobbletrollen som Rosemary Shanahan i Farelli-brødrenes 'Hal's store kærlighed' og i Wes Andersen s originale 'The Royal Tennenbaums: En familie af sorte får'.

Paltrow er en af de relativt få Hollywood-stjerner, som mestrer en britisk accent til perfektion, hvorfor mange har lidt af den vildfarelse, at hun er englænder. Det er hun ikke.

I 2003 blev Paltrow gift med Chris Martin, der er frontfigur i det britiske rockband Coldplay. Parret fik det følgende år datteren Apple Blythe Alison Martin.
Født
28/09-1972 Los Angeles, Californien, USA
< 1 >