Terence Young

Britiske Terence Young kan prale af både at have været med til at lægge grundstene til en af filmhistoriens mest succesfulde serier – James Bond – og at instruere en af filmhistoriens største kommercielle flops: det episke krigsdrama 'Inchon' (1982)

Young begyndte sin karriere i filmbranchen som manuskriptforfatter og debuterede som instruktør med det romantiske drama 'Corridor of Mirrors' i 1948. I de følgende år specialiserede han sig primært i thrillers og udviklede et sikkert håndelag uden at fremstå som nogen original filmskaber.

I 1962 fik han til opgave at overføre helten fra Ian Flemings agentromaner til det hvide lærred. Med Sean Connery i hovedrollen som James Bond i 'Agent 007 - mission drab' lykkedes opgaven til fulde. Young fortsatte med 'Agent 007 jages' (1964), men afslog 'Goldfinger' (1965) for så siden at instruere 'Agent 007 i ilden' (1967).

Samme år fik han succes med den vellykkede kammer-thriller 'Fanget af mørket', der havde Audrey Hepburn i hovedrollen som den blinde Susy Hendrix, der holdes som gidsel i sin lejlighed af en gruppe forbrydere.

Young fortsatte sin karriere op gennem 1970’erne med en række ekstravagante internationale produktioner, der ikke udgør noget nævneværdigt argument for at eftertiden vil huske Young fra andet end filmene om agent 007.

Under anden verdenskrig gjorde Young tjeneste hos de britiske faldskærmstropper og deltog i slaget ved Arnhem i Holland, hvor han blev såret.

I slutningen af sin karriere står Young bag sit mest kuriøse projekt: en seks timer lang dokumentarfilm om den libyske leder Gaddafi – finansieret af hovedpersonen selv. Filmen har aldrig været vist udenfor Libyen.
Født
20/06-1915 Shanghai, Kina
Død
07/09-1944 Cannes, Frankrig
< 1 >