Anthony Hopkins

Anthony Hopkins
Før han blev et hit som smaskende kannibal i 'Ondskabens øjne' (1990), var Philip Anthony Hopkins skuespiller på det britiske nationalteater og svirebror i stor stil. Nu er han tørlagt, ridder og den mest respekterede walisiske filmstjerne siden Richard Burton. Blandt hans andre stjernestunder er den humanistiske læge i David Lynchs 'Elefantmanden' (1980) og Hopkins' uhyggeligt præcise Nixon i filmen af samme navn (1995).

Hopkins’ force er at spille forkrampede britiske stivstikkere som i 'Resten af dagen' (1993) og 'Shadowlands' (1993), men han falder også godt ind i regulære farceroller som 'Vejen til velvære' (1994). Med 'Zorro – den maskerede hævner' (1998) blev han sågar en slags actionhelt på sine ældre dage.

Hopkins debuterede som filminstruktør i 1996 med Tjekhov-variationen 'August', som der ikke var nogen, der kunne lide. Han er kendt for at være en rugende, kompleks personlighed på en evig åndelig søgen efter svar, hvilket har skabt en del problemer i Hopkins’ ægteskaber. En begavet imitator er han også og giver gerne parodier på de store skuespillere som Cagney, Bogart og Olivier – hans mentor fra tiden på The National Theatre.

Hopkins er en fremragende pianist. Han blev amerikansk statsborger i 2000.
Født
31/12-1937 Wales, Storbritannien
< 1 2 >