Kevin Spacey

Kevin Spacey
"Årtiets bedste skuespiller!" skreg magasinet Empire i 1999, og det var svært at være meget uenig. Der skulle et par solide psykopatroller til for at slå Kevin Spacey Fowlers navn fast i det brede publikums bevidsthed. Det skete i to af halvfemsernes bedste film, nemlig 'The Usual Suspects' og 'Seven', begge fra 1995.

Han scorede en fortjent Oscar for førstnævnte og gentog tricket med 'American Beauty' (1999), hvor han som desperat forstadsfar spillede røven ud af bukserne i en formfuldendt og meget morsom tour de force. Også i 'L. A. Confidential' (1997) var det en fryd at overvære den listigt smilende Spacey sætte lærredet i brand med sin unikke, stilfulde form for coolness.

Spacey instruerede i 1996 filmen 'Albino Alligator', der her i landet udkom direkte på video. Som ung blev han sendt på militærskole, fordi han kom til at brænde sin søsters træhus af, og hans bedste partytrick er at imitere Christopher Walken og Val Kilmer. Desuden har Spacey gennem en årrække været fast yndlingsoffer for tabloidpressens bøsserygtesmede.
Født
26/07-1959 South Orange, New Jersey, USA
< 1 >