John McTiernan

Den amerikanske instruktør John McTiernan Jr. har vist sig særdeles effektiv, når det gælder thrillers og actionfilm. Blandt højdepunkterne er det kontante miks af våbenfetischisme og nervepirrende junglespænding i 'Predator - jagten er begyndt' (1987). Genreklassikeren 'Die Hard' (1988), hvor Bruce Willis holder eksplosiv juleaften i en skyskraber, fungerede lige så eftertrykkeligt. Ubådsthrilleren 'Jagten på Røde Oktober' (1990) var måske mindre medrivende, men ellers udført med samme tekniske præcision.

Midas-håndelaget svigter dog med jævne mellemrum. Regnskovshistorien 'Medicine Man' (1991) manglede gennemslagskraft, 'Den sidste actionhelt' (1993) blev af mange afskrevet som en klodset opvisning i forkrampet ironi, og vikingeeventyret 'Den 13. kriger' (2000) var plaget af forsinkelser og produktionsproblemer.

McT har studeret film ved New York University og instrueret mere end 200 reklamefilm, før han debuterede med gyseren Nomads i 1986.

McTiernans far er operasanger og allerede som 7-årig havde lille John små roller i farmands forestillinger.
Født
08/01-1951 Albany, New York, USA
< 1 >