Erich von Stroheim

I 1906 emigrerede Erich Oswald Stroheim til USA fra Wien. Han havde en række småjobs, før han i 1914 forsøgte sig som skuespiller i Hollywood. Han blev hurtigt medlem af D.W. Griffith faste trup af skuespillere med småroller i blandt andet 'Birth of A Nation' (1915) og 'Intollerance' (1916). På sidsnævnte var han desuden instruktørassistent.

USAs indtræden i første verdenskrig gav Von Stroheim mulighed for at brillere i en række skurkeroller som prøjsisk officer med monokel og et stirrende blik, der skulle blive en vigtig del af hans image.

Som instruktør var han perfektionist og en notorisk detaljefascist, der drev flere filmstudier til vanvid. Hans skrev manuskript, lavede scenografi og spillede hovedroller i mange af sine egne film. Til hans tidligste film hører løsslupne sexkomedier og melodramaer som 'Blind Husbands' (1918) og 'Foolish Wives' (1921) med psykolgisk indsigt. Sidsnævnte kostede den ekstravagante sum af to millioner dollars og viste sig at være et forvarsel om Von Stroheims senere skæbne. I følge en anekdote krævede han at Østriske tropper skulle bære autentisk undertøj under ders uniformer.

Med tiden blev hans film længere og længere med grundig udforskning af figurernes psykolske træk og motiver med det reslutat, at filmstudierne lod hans film få premiere i forkortede udgaver. Det fornemste eksempel herpå er det hyperrealistiske drama 'Guld' (1924), der i sine originale udforming havde en spilletid på syv timer. Den fik premiere i en udgave på omkring en fjerdel af den originale længde og fik en blandet modtagelse. Meget bedre gik det ikke med 'The Merry Widow', der under Stroheims ledelse ligeleds udviklede sig til en marathonforestilling, som måtte beskæres og endelig fik premiere som to selvstændige film.

Stroheim nåede at påbegynde en talefilm, 'Walking Down Broadway' (1932), inden han opgav sin karriere som instruktør og tilbragte resten af livet som skuespiller i såvel amerikanske som europæiske produktioner.

Til hans mest mindeværdige præstationer hører rollen som aristokratisk prøjsisk officer i Jean Renoirs 'Den store Illusion' (1937) og som chauffør for den fallerde stumfilmstjerne i Billy Wilders 'Sunset Boulevard' (1950).

Udover filmroller arbejdede Von Stroheim efter sin instruktørkarriere som medforfatter på en række manuskripter og udgav desuden tre romaner.

Von Stroheims far var en jødisk hattefabrikant i Wien. Især i sine sene år gjorde Stroheim meget ud af sin aristorkratiske baggrund og fornemme militære kariere omend begge dele primært var et udtryk for ønsketænkning og selviscenesættelse. Under sin korte tjeneste ved det østrig-ungarske militær lærte han dog at fægte, men ellers tilbragte han sine sene teenage år som tilsynsførende på sin fars stråhattefabrik.