Sergio Leone

Med dollars-trilogien fra midten af 60’erne blev italienske Sergio Leone udødeliggjort som godfather til den europæiske low-budget genre, der blev kendt under navnet spaghetti-western. I disse film med kyniske dusørjægere, sammenbidte hævnere, ultra nærbilleder, ultra vold, sort humor og monumentale landskaber vender Leone vrangen ud på den veletablerede amerikanske genre.

Med direkte inspiration fra Kurosawas ’Yojimbo’ (1961) lavede Leone sin første western i Spanien, ’En nævefuld dollars’ (1964). Filmen har den dengang ukendte amerikanske tv-skuespiller Clint Eastwood i hovedrollen som den tavse poncho-klædte ensomme ulv, der lader sin revolver tale for sig. Ennio Morricones originale soundtrack var en vigtig del af filmens succes, ligesom han bidrag er uløseligt forbundet med alle Leones film.

De to efterfølgere, ’Hævn for dollars’ (1965) og ’Den gode, den onde og den grusomme’ (1966) havde også Clint Eastwood i hovedrollen og var stadig mere omfattende udbygninger af Leones barokke fortolkning af western-mytologien. Filmenes eksplicitte vold og blodige showdowns var med til at indvarsle en ny epoke inden for vold på film og inspirerede for eksempel Peckinpahs ’Den vilde bande’ (1969).

Filmene fik først amerikansk premiere i 1967 og 1968, men opnåede ligesom i Europa kæmpe succes, hvilket fik Paramount til at finansiere Leones næste og hidtil mest ambitiøse projekt. ’Vesten hårde halse’ (1968) er et episk hævn-drama og omskrivning af klassiske western-myter. Den såkaldte civilisation symboliseret ved jernbanen medfører ikke andet end vold og korruption. I filmen finder man den aldrende western-helt Henry Fonda i en af hovedrollerne som gemen skurk og Charles Bronson som den tavse hævner med harmonikaen. Kritikere anser filmen får Leones mesterværk og den fik pæn succes Europa, men floppede i USA.

Bortset fra ’Duk dig, fjols’ (1972) arbejde Leone op gennem 1970’erne som producer fremfor instruktør indtil han i 1984 kunne præsentere sin næsten fire timer lange episke gangsterdrama ’Der var engang i Amerika’. Blandt kritikere var den mere beundret end elsket, publikum to den aldrig til sig, heller ikke amerikanerne, der fik den at se i en kraftig beskåret udgave.

Inden sin død af et hjerteanfald arbejdede Leone på en kæmpe italiensk-sovjetisk co-produktion om belejringen af Stalingrad under anden verdenskrig.

Leone er barn af skuespillerinden Francesca Bertini og filmmanden Vincenzo Leone. Han begyndte at uddanne sig inden for filmbranchen som 18-årig og arbejdede på en lang række italienske produktioner, heriblandt ’Cykeltyven’ (1947). Arbejde som assistent for en række italienske instruktører og amerikanere i Italien gav stor erfaring. Han var også medforfatter til en par kostumedramaer og fik sin egentlige instruktørdebut med det historiske drama ’Kolossens hemmelighed’ (1961).

Clint Eastwoods ’De nådesløse’ er tilegnet Leone.
Født
03/01-1929 Rom, Italien
Død
30/04-1989 Rom, Italien
< 1 >