Philip K. Dick

Den hyperproduktive science fiction-forfatter Philip Kindred Dick vil af mange være kendt som manden bag bogen, der i 1982 blev til filmen 'Blade Runner'.

Siden er en håndfuld af hans andre historier blevet omsat til film, heriblandt Spielbergs 'Minority Report'. Der er dog stadigvæk masser af materiale at gå i gang med for andre instruktører, for Dick nåede at skrive mere end 40 romaner og mere end 100 noveller i sit 53 år lange liv.

Dick fik sin første novelle publiceret i 1952 og udgav debutromanen 'Solar Lottery' i 1955. Tematisk domineres mange af hans fortællinger af tidsrejser, identitet, parallelle universer og autoriteters forsøg på at kontrollere befolkningen.

I 1964 tog han første gang LSD og blev siden afhængig af amfetamin. Fra 1970 og frem til sin død var han i lange perioder påvirket af sit stofmisbrug, mens hans produktivitet faldt mærkbart. I 1974 havde han en religiøs åbenbaring, da skulle få stor betydning for resten af hans karriere.

Af hans omfattende produktion kan nævnes romanerne 'The Man In The High Castle' (1962), 'Ubik' (1969) og 'Flow My Tears, The Policeman Said' (1974).

Philips tvillingesøster Jane døde efter blot otte uger. Han var gift fem gange og døde kort før premieren på 'Blade Runner'. I sin ungdom arbejdede han i en pladeforretning og som dj for radiostationen KSMO.

Dicks anseelse som forfatter har været støt stigende siden hans død.
Født
16/12-1928 Chicago, Illinois, USA
Død
02/03-1982 Santa Ana, Californien, USA
< 1 >