Morten Arnfred

Trods blot en lille håndfuld film siden instruktørkarrieres begyndelse i midten af 1970’erne betragtes Morten Arnfreds produktion som et væsentlig bidrag til den realistiske danske filmtradition. Han er ofte blevet fremhævet for sin præcise miljøskildring og troværdige personskarakteristik.

Med sin første film i eget navn, 'Johnny Larsen' (1979), skabte Arnfred et overbevisende tidsbillede af 1950'ernes arbejderklassemiljø, samtidig med at han skildrer en ung fyrs søgen efter identitet og hans konfliktfyldte møde med voksenlivet. Filmen fik en Bodil for bedste film, mens Allan Olsen og Frits Helmuth fik samme udmærkelse for henholdsvis bedste hovedrolle og bedste birolle.

Ungdomsfilmen 'Måske ku' vi' (1976) er den første med Arnfreds signatur som instruktør og fotograf. Han overtog instruktøropgaven sammen med Morten Bruus fra filmens manuskriptforfatter Lasse Nielsen.

Allan Olsen fik sit store gennembrud i ungdomsfilmen 'Mig og Charly' (1978). Henning Kristiansen og Morten Arnfred stod i fællesskab for manuskript, instruktion og fotografi. Filmen indbragte makkerparret en Bodil for årets bedste film.

Efter 'Johnny Larsen' vendte Arnfred blikket væk fra byen og fik endnu en Bodil for sin skildring af landmandslivets barske realiteter i 'Der er et yndigt land' (1983). Ole Ernst har hovedrollen som svineproducenten Knud, der kæmper forgæves for at få arbejde og familieliv til at fungere, mens kreditorerne ånder ham tungt i nakken.

Med filmatiseringen af Kirsten Thorups roman 'Himmel og Helvede' (1988) bevægede Arnfred sig gradvist værk fra den realistiske tradition. Efterfølgende har han haft svært ved at få realiseret sine projekter. I 1993 forsøgte han sig med thriller-genren i filmatiseringen af Leif Davidsens 'Den russiske sangerinde' med blandet held, mens han i 1997 stod bag den svenske 'Spor i Mørket' , baseret på Sjöwall og Wahlöös populære figur, politimanden Martin Beck.

I 2003 fik Arnfred et comeback med komedien 'Lykkevej', der samtidig gav Birthe Neumann hendes første filmhovedrolle. Hun har rollen rollen som overklassekvinden Sara, der bliver skilt og flytter til et villakvarter i Valby. Filmen er den første produceret efter Nordisk Films Director's Cut-koncept og har manuskript af instruktøren selv.

Morten Arnfred fungerede som personinstruktør i begge omgange af 'Riget' (1994 og 1997), samt 'Breaking The Waves' (1996). Da instruktøren Tom Hedegaard døde under optagelserne til 'Olsen Bandens sidste stik' (1998), trådte Arnfred til og færdiggjorde filmen

For tv har Arnfred instrueret afsnit af serierne 'Taxa' (1997-99) og 'Hotellet' (1999). Han var formand for Det danske Filminstituts Repræsentantskab 1986-90, og formand for bestyrelsen ved Den Europæiske Filmhøjskole 1989-94.
Født
02/08-1945 Danmark
< 1 >