Nicolas Winding Refn

Allerede som 25-årig fik Nicolas Winding Refn sit afgørende gennembrud med den intense hverdagsthriller 'Pusher', der skildrer en uge i småforbryderen Franks liv. Trods sit meget lave budget på seks millioner og en tilsyneladende smal historie med vægt på personkarakteristik frem for handling blev 'Pusher' et stort hit hos publikum.

Med sin dynamiske fortællestil, veldrejede dialog, autentisk miljøskildring og fremragende skuespilpræstationer fra især Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric var filmen med til at indvarsle en ny æra i dansk film, hvor friske unge talenter beviste, at de også kunne gøre sig gældende uden for landets grænser.

Tre år senere fulgte den ekspressive, barske og sværere tilgængelige 'Bleeder' - igen med Kim Bodnia og Mads Mikkelsen i de to vigtigste roller. Filmen skildrer to følelsesmæssigt forpinte mænd, der udviser fatale manglende evner til at kommunikere.

Efter 'Bleeder' fungerede Refn som kreativ producent på DR’s gyserserie 'De udvalgte' (2001).

Med sin tredje film 'Fear X' (2003), en slags eksistentiel film noir, fik Refn sin internationale debut. Manuskriptet blev til i samarbejde med den amerikanske forfatter Hubert Selby Jr. og har et budget på 40 millioner. I hovedrollen finder man John Turturro som sikkerhedsvagten Harry Caine, der bliver besat af at opklare og forstå mordet på sin gravide kone.

Refns far er også filminstruktør. Han bærer navnet Anders Refn og er især kendt for politifilmen 'Strømer' (1976).

Refn, der blandt venner kendes som Jang, tilbragte ti år af sin barndom og ungdom i New York. Han har instrueret en række reklamefilm, blandt andet en serie for Tuborg med Zlatko Buric som kioskejer.
Født
29/09-1970
< 1 >