Asta Nielsen

Den berømte og seksuelt utvetydige gaucho-dans i melodramaet 'Afgrunden' (1910) blev startskuddet for Danmarks største internationale filmstjerne, hvis karriere strakte sig indtil talefilmens fremkomst i begyndelsen af 1930’erne. Det var samtidig langtfra sidste gang at filmcensorerne følte sig kaldet til at sakse i Astas film.

Året efter debuten blev hun sammen med instruktøren Urban Gad inviteret til Berlin for at indspille film for et ny selskab, der senere skulle blive til UFA. Snart blev hun kendt over det meste af verden som Die Asta og medvirkede i de følgende tyve år i omkring 70 film.

Asta var fra begyndelsen selvstændig, modig og kunstnerisk ambitiøs. Hun stillede sig ikke tilfreds med blot at være stjerne, men kæmpede ihærdigt for at fremme sine egne kunstneriske ideer og ambitioner. Og det krævede afgjort viljestyrke at have kunstneriske ambitioner i datidens filmbranche, der stadigvæk var i færd med at opfinde sig selv og var domineret af opportunistiske plattenslagere og andet godtfolk.

Med sine store øjne, maskeansigt og slanke androgyne figur lignede Asta langt fra tidens kvindeideal, men hun var også langtfra en konventionel kvinde. Som en af de første forstod Asta filmmediets potentiale.

I modsætning til mange kolleger viste hun en nærmest intuitiv forståelse for det talent, der fordredes af det nye medie. Hendes minimalistiske og naturlige spillestil stod i stor kontrast til den teatralske gestikulation, der var tidens norm. I sit rollevalg var hun ualmindelig alsidig og spillede alt fra landevejsrøver og feministisk terrorist til sigøjner og societydame.

Hendes film faldt indenfor talrige genrer. Hun formåede ikke at undgå letbenede lystspil og sensationelle og kulørte dramaer, men optrådte i mange kunstnerisk ambitiøse film og bliver oftest associeret med det erotiske melodrama.

I 1921 grundlagde Asta sit eget produktionsselskab og producerede samme år en original og modig udgave af 'Hamlet' med sig selv i hovedrollen. Filmens udforskning af køn og dens utvetydige homoseksuelle tematik var langtfra hverdagskost i datidens biografer.

I G. W. Pabsts klassiker 'Bag glædernes maske' (1928) spiller Asta sammen med Greta Garbo, der siden udtalte om sin medspiller – "hun lærte mig alt hvad jeg ved".

Udover Afgrunden indspillede hun blot et par enkelte film i Danmark. Hendes eneste talefilm er 'Umulig kærlighed' (1932). Efter filmkarrierens afslutning optrådte Asta i enkelte teaterforestillinger. Endvidere skrev hun artikler om kunst og politik og arbejdede med stofcollager.

Asta boede i Berlin fra 1911 til 1937 og betragtede Tyskland som sit andet hjem.

Erindringsbøgerne 'Vejen til filmen' og 'Filmen' udkom I 1945 og 1946. De er siden udgivet samlet under titlen 'Den tiende muse'. I 1968 producerede hun en film om sig selv, 'Asta Nielsen', i hvilken hun interviewes af Axel Strøbye.

Asta Sofie Amalie voksede op i dyb fattigdom i Malmö og København som barn af en svensk far og en dansk mor. Begge døde inden Asta fik succes på film. Som teenager fik hun en friplads på Det Kgl. Teaters Elevskole. I århundredets begyndelse nåede hun at få teaterroller og turnerede flere gange i hele Skandinavien.

I Torben Skjødt Jensens kammerspil 'Afgrunden' (2003) portrætteres Asta Nielsen af Vera Gebuhr som en gammel løgnagtig og selvoptaget djævel. Skjødt lavede samme år en dokumentarfilm om Asta, 'Den talende muse', der bygger på 120 timers nyligt fundne båndoptagelser af samtaler mellem Asta og vennen Frede Smith fra perioden 1955-1959.

Asta fik datteren Jesta som teenager med en ukendt mand. Jesta begik selvmord i 1969.