Robert Altman

Efter at have gjort tjeneste i luftvåbnet i slutningen af anden verdenskrig, indledte Altman sin karriere med at lave dokumentar-, reklame- og undervisningsfilm.

Fra midten af halvtresserne og de følgende ti år arbejdede han indenfor tv, hvor han instruerede serier som 'Combat!' (1962-67) og 'Bonanza' (1959-73). Gennembruddet kom med den sorte krigskomedie 'M.A.S.H.' (1970), der senere blev til en succesfuld og sejlivet tv-serie. Herefter etablerede Altman sig som en original instruktør med en række genrebevidste film, for eksempel 'Vestens syndige par' (1971) og 'Det lange farvel' (1973).

Med den detaljerede skildring af en gruppe mennesker liv i countrymusikkens hovedstad 'Nashville' (1975) nåede han sit foreløbige højdepunkt. Herefter fulgte en del ujævne film, før Altman fik et kæmpe comeback med Hollywood-satiren 'The Player' (1992). Det efterfølgende ensembledrama 'Short Cuts' (1993) blev en endnu større succes, mens komedien fra den parisiske modeverden, 'Prêt-à-Porter' (1994) var en alvorlig skuffelse.
Født
20/02-1925 Kansas City, Missouri, USA
Død
20/11-2006 Los Angeles, California, USA
< 1 >