Martin Lawrence

Den tidligere stand up-komiker Martin Lawrence debuterede i Spike Lees 'Do the Right Thing' (1989) og slog nogenlunde samtidig igennem i tv-satire-showet 'Def Comedy Jam'.

Siden har han konsolideret sin position som en af USAs førende Eddie Murphy-kloner. Lawrence spiller sågar sammen med Eddie Murphy i 'Boomerang' (1992) og 'Life' (1999). I 'Bad Boys' (1995) var han strømer sammen med Will Smith. Fra 1992 til 1997 havde han sin egen sitcom med titlen 'Martin'.

I komedien 'Big Momma's House' (2000) går Lawrence undercover som bedstemor. Kritikerne græd, men Lawrence grinede hele vejen hen til banken. Det gjorde han igen tre år senere, da han blev genforenet med Will Smith i action-komedien Bad Boys II (2003).

Lawrence gjorde i 1996 sin for længst glemte instruktørdebut med 'Hårfin grænse mellem kærlighed og had'.

Hans privatliv har været genstand for mange historier i sladderbladene, hvor ord som våben, vold og stoffer er blevet gentaget med ubehagelig hyppighed. I 1999 kollapsede han under en løbetur og lå i koma et stykke tid.
Født
16/04-1965 Frankfurt, Tyskland
< 1 >