Neil Jordan

Som så mange andre europæiske instruktører med hjemlig succes har irske Neil Jordan været plaget af fejlslagne Hollywood-drømme. 'En vampyrs bekendelser' (1994) fik pæn succes, men ellers har hans amerikanske eventyr bestået af maveplaskere og jordstrygere.

Jordans europæiske film rummer ofte temaer om kærlighed, besættelse og forræderi i tæt forening. Efter den særprægede eventyrfabel 'Ulvenes nat' (1984) vakte han opsigt med 'Mona Lisa' (1986), et barskt og realistisk kriminaldrama. 'The Crying Game' (1992), der rummer et af filmhistoriens mere mindeværdige plot-twists, gav Jordan det helt store gennembrud. Siden har han udmærket sig med 'The Butcher Boy' (1997), som blev listet ud på video herhjemme, og den tragiske Graham Greene-filmatisering 'Enden på Legen' (1999).

Jordan begyndte inden for filmbranchen i begyndelsen af firserne som manuskriptdoktor og har desuden skrevet en række romaner og manuskripter til flere af sine egne film.
Født
25/02-1950 Sligo, Irland
< 1 >