Bette Midler

Bette Midler har skabt sig et image som en respektløs entertainer, ikke uden en vis portion vulgaritet - med andre ord, vor tids Mae West. The Divine Miss M synes ofte mest at være sig selv på film, hvor hun, uanset rollen, optræder som en vulkan, der hele tiden er klar til at gå i udbrud - og gør det. Se for eksempel 'The Rose' (1979) og de sjove komedier 'Hvem snører hvem?' (1986) og 'Big Business' (1988) fra hendes tid som kontraktskuespiller hos Touchstone.

Hendes filmkarriere har ikke gjort meget væsen af sig i 1990erne, og hendes sitcom 'Bette' (2000) blev heller ikke den forventede succes, men i stedet 'the lowest thing that ever happened to me in my life', som hun sagde til Dave Letterman. I 'Isn't She Great' (2000) spiller hun trashforfatterinden Jacqueline Susann, hvilket burde passe fint til Midlers farverige person og store armbevægelser.

Midler er født og opvokset på Hawaii og debuterede som statist i filmen af samme navn (1966). Hun bider, når hun får noget at drikke, så pas på, hvis du møder hende til en fest.
Født
01/12-1945 Honolulu, Hawaii, USA
< 1 >