Brian De Palma

Efter et par komedier og lowbudget-film fik Brian Russell De Palma et mindre gennembrud med "Sisters" (1973) og etablerede sig hurtigt derefter som Hollywoods førende Hitchcock-klon. ”Carrie” (1976) lå i den bedre ende og viste De Palmas tæft for ualmindeligt indviklet kamerablær. ”Klædt på til mord” (1980) afslørede til gengæld, hvor tæt De Palmas stil ligger på det ufrivilligt parodiske.

I 1980'erne blev han skældt ud for sin ultravoldelige opdatering af ”Scarface” (1983) og scorede sin hidtil sikreste træffer med gangsterfilmen "De uovervindelige" (1987). Halvfemserne har været mindst lige så usikre og spænder fra storfiaskoen ”Forfængelighedens bål” (1990) til kæmpehittet ”Mission: Impossible” (1996).

De Palma har tillige instrueret Bruce Springsteens "Dancing In The Dark"-video. Som instruktør er han kendt for sin overdrevne fiksering på blod, og som person siges han at være verdens mest ubehagelige interviewoffer.
Født
11/09-1940 Newark, New Jersey, USA
< 1 >