Madonna

Madonna Louise Veronica Ciccones karriere som skuespiller må mildest talt kaldes ujævn, og det bliver vist en kold dag i helvede, før hun skal gøre sig håb om at komme i nærheden af en Oscar-statuette.

Hun debuterede tidligt på film i low-budget-krimien "A Certain Sacrifice", der blev indspillet i 1979, men først fik videopremiere i 1985 under den spekulative danske titel ”Madonna – den nøgne sandhed”. Hendes første filmsucces kom med "Helt vild med Susan" (1985); af hendes andre film bør nævnes "I en klasse for sig" (1992) og "Evita" (1996). Bundskraberen må være den famøse ”Klædt af til mord” (1993), hvor hun legede med stearin i sengen.

Der går i øvrigt rygter om, at hun har en sideløbende karriere som sanger. Alek Keshishian dokumenterede hendes ”Blond Ambition”-turne i ”In Bed with Madonna” (1991) - to timers underholdende selvpromovering, hvor en forkælet, trodsig Madonna shopper, bitcher og forsøger at score Antonio Banderas.

Madonna studerede ballet og moderne dans i sine teenageår, blandt andet hos Alvin Ailey. Hun har en datter med sin tidligere fitnessinstruktør og er nu blevet smedet i hymens lænker med filminstruktøren Guy Ritchie. De har en dreng sammen. Hun slæbte i mange år rundt på Sean Penn, indtil hun blev træt af hans evindelige slagsmål med nærgående pressefotografer.
Født
16/08-1958 Bay City, Michigan, USA
< 1 >