Steve Buscemi

Den lille mand med de skæve tænder ligner ikke umiddelbart en af 90’ernes centrale skuespillere. Ikke desto mindre har Steve Buscemi udmærket sig i en række af årtiets vigtigste film. Han brød for alvor igennem i Håndlangerne (1992) af Tarantino og har siden medvirket i film som Pulp Fiction (1994), Fargo (1996) og The Big Lebowski (1998).

Buscemi er kendetegnet ved et talent for at portrættere udskud og kriminelle med en væselagtig charme. I de senere år har han også forsøgt sig som instruktør mest vellykket i tv-serien The Sopranos (1999) og i taberkomedien Trees Lounge (1996). Gennem hele sin karriere har Buscemi medvirket i utallige amerikanske Independent-film, og står i dag som en af den uafhænge filmscenes skytsengle. Dette har dog ikke forhindret ham i at medvirke i store mainstream-produktioner som Con Air (1997) og Armageddon (1998).

Oprindelig var Steve brandmand men begyndte efterhånden at optræde som stand-up-komiker og senere i forskellige små teaterroller. Til alt held for Steve blev han opdaget af Bill Sherwood, og med rollen i Sherwoods Parting Glances (1986), begyndte Steves karriere ved filmen. I dag er han fast mand i Coen-brødrenes film og en af Hollywoods bedst betalte skuespillere. Hans bror Michael Buscemi er også skuespiller.
Født
13/12-1957 Brooklyn, New York, New York
< 1 2 >