Steve Martin

Steve Martin
Når man ser på Steve Martin og hans distingverede hvide hår i dag, er det svært at tro, han i 1970’erne var kendt som en af USA's fremmeste standup-komikere med tilnavnet ”the wild and crazy guy”. Nemmere bliver det ikke af, at hans filmkarriere i senere år tynges under vægten af Robin Williams-syndromet.

Steve Martin er privat kendt som en dybt seriøs mand, og klovnens dystre side kom op til overfladen i Mamets 'The Spanish Prisoner' (1997). For slet ikke at tale om hans sentimentale side, der afspejles med al uønskelig overtydelighed i film som 'Brudens far' 1 og 2 (1991, 1995).

Så lad os hellere opremse nogle perler fra Martins tidlige, ofte meget morsomme farcer. Han brød igennem som hvid neger i debuten 'Hvem sa’ fjols?' (1979) og fortsatte stilen i den pudsige 'Bogart Junior' (1982) og samme års 'Manden med de to hjerner', hvor han bar det gakkede rollenavn Dr. Hfuhruhurr med slet skjult stolthed.

I 'Min bedre halvdel' (1984) excellerede Martin i mesterligt kontrollerede fysiske gags, som Jim Carrey forgæves søgte at overgå 16 år senere ('Jeg, mig & Irene'). Endelig var 'Roxanne – næsen er i vejen' (1987) en elskværdig opdatering af Cyrano de Bergerac med en nuanceret og veloplagt præstation fra Martin, som også skrev manuskriptet.

Efter mange års filmisk hundesvømning fik Martin i 1999 et mindre komisk comeback med 'Bowfinger'. Han har udgivet fire comedyplader, et par bøger samt instrueret kortfilmen 'The Absent-Minded Waiter' (1977), som fik en Oscar-nominering. Han var tidligere gift med britiske Victoria Tennant.
Født
14/08-1945 Waco, Texas, USA
< 1 >