Astrid Henning-Jensen

Socialt engagement, humanisme og aktuelle håndfaste temaer aktualitet var kendetegnende for Astrid Henning-Jensens lange virke som instruktør.

Efternavnet var Smahl indtil hun blev gift med sin mentor, instruktøren Bjarne Henning Jensen. I perioden 1935-38 var hun teaterskuespiller med tilknytning til Riddersalen, inden hun fulgte sin mand til Nordisk Film. Her var hun instruktørassistent på sin mands "Ditte Menneskebarn" (1946) og siden instruerede de i fællesskab fire spillefilm, heriblandt krimidramaet "Kristinus Bergman" (1948).

Med sin debut som instruktør på egen hånd, novellefilmen "Palle alene i verden" (1949), fik hun en specialpris i Cannes. Hovedrollen blev spillet af hendes 6-årige søn Lars Henning-Jensen.

"Paw" (1959) omhandler racisme i en lille provinsby og gav Henning-Jensen international opmærksomhed og tilmed en Oscar-nominering. "Vinterbørn" (1978) var halvfjerdserrealisme baseret på Dea Trier Mørchs roman og blev et kæmpe hit hos publikum. Det samme gjaldt filmatiseringer af Tove Ditlevsens selvbiografiske roman "Barndommens gade" (1986).

Under besættelsen var hun sammen med sin mand i dokumentarfilmgruppen Kortfilmbanden, der blandt andet illegalt indsamlede materiale, der siden indgik i Theodor Christensens film om besættelsesårene "Det gælder din frihed" (1946).

I interviewbogen "Da verden var vores" fortæller Henning-Jensen om sit liv til Barara Gress. Hun har en lille rolle i Von Triers ”Forbrydelsens element” (1984).